Arrangørerne bag Roskilde Festival kan nu annoncere flere nye ændringer på årets festival. Blandt dem er et tilbagevendende format, der ikke har været på festivalen i 13 år.
Når årets Roskilde Festival løber af stablen i slutningen af juni og starten af juli, bliver det som altid med et hav af spændende navne fra ind- og udland på plakaten og den helt særlige ‘orange feeling’ blandt de mange glade gæster.
Ikke alt bliver dog som det plejer.
Arrangørerne har nemlig indført flere ændringer på årets festival. I januar blev et forbud mod glas og engangspavilloner i campingområdet for eksempel præsenteret.
Store forandringer i festivalbyen blev allerede varslet tilbage i september, og nu kan Roskilde Festival løfte sløret for de endelige detaljer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Helt nye scener indtager festivalpladsen
Tilbage i september kunne Roskilde Festival annoncere, at tre scener ville forsvinde fra festivalen i 2026. De bliver erstattet af to nye scener, som arrangørerne ikke var klar til at fortælle om dengang.
Nu deler festivalen dog endelig flere detaljer om de to nye scener – samt den nye version af Orange Scene og et overraskende comeback.
På Roskilde Festivals hjemmeside bliver de to nye scener, der skal erstatte Apollo, Avalon og Gaia præsenteret.
Den første scene har fået navnet Fauna.
‘Fauna er en ny scene i det grønne. Her rykker musikken ind mellem træer, skygger, opholdssteder og små lommer af ro. Navnet er en hyldest til vild natur og grønne omgivelser, og det kan mærkes i hele området. Her bliver plads til nærvær, pauser og nye koncertoplevelser i grønne omgivelser,’ lyder det på festivalens hjemmeside.
Den intime scene bliver placeret i det nordøstlige hjørne af festivalpladsen og kommer ifølge festivalens tidligere meddelelse til at have plads til godt 2.000 gæster.
På den måde kommer Fauna ifølge arrangørerne til at videreføre stemningen fra den nu nedlagte Gaia-scene.
Til gengæld er det den anden nye scene, Lagune, der overtager Gaias rolle som den ene af de to scener, der er i brug i løbet af hele festivalen.
Lagune, der æstetisk er inspireret af havet og dets blå farver, kommer nemlig – sammen med Eos – til at agere scene for festivalens opvarmningssprogram First Days.
Ligesom Eos kommer Lagune dog også til at blive taget i brug under festivalens hoveddage.
Scenen overtager teltet og ånden fra Avalon, og den er skalérbar. Det vil altså sige, at Lagune bliver udvidet under hoveddagene, hvor der vil være plads til godt 5.000 gæster.
Den sidste nedlagte scene, Apollo, bliver ikke direkte erstattet. De primært elektroniske navne, der normalt ville indtage scenen, vil i stedet blive spredt på festivalens øvrige scener.
Orange Scene i nye dimensioner
Ligesom førnævnte Eos vender Gloria og Arena ligeledes tilbage på årets Roskilde Festival som musikscener.
Og det samme gør selvfølgelig den ikoniske Orange Scene.
I år kommer den dog til at se anderledes ud, da en ny og større udgave af festivalens største scene ser dagens lys.
Det betyder, at der er plads til større produktioner på scenen, mens der ligeledes bliver bedre plads i området foran scenen.
Men bare rolig. Det ikoniske udtryk med den orange teltdug og de høje buer bliver bibeholdt.
Oplev Oscar-vindere på Roskilde Festival
Mens musiksceneændringerne i forvejen var varslet, er det i højere grad en overraskelse, at Roskilde Festivals helt egen biograf, Cinema, vender tilbage for første gang i 13 år.
Her vil festivalgæsterne i løbet af opvarmningsdagene kunne opleve film som Oscar-vinderne ‘Sentimental Value’ og ‘Sinners’ samt dokumentarer som ‘Christiania’ og ‘Amazomania’. Der vil ligeledes være midnatsvisninger med vampyrfilm til dem, der tør.
Det er Roskilde Festival og Roskilde Festival Højskole, der i samarbejde med CPH:DOX, Europa-Parlamentet, The Why Foundation, RoskildeBio.nu og Den Danske Filmskole har tilrettelagt Cinema-programmet.
