Mandag aften er der sket en stor udvikling under regeringsforhandlingerne. En så stor udvikling er ikke sket i mange uger, lyder det blandt andet fra Lars Løkke Rasmussen. Politisk kommentator kalder det opsigtsvækkende
Fremgangen i forhandlingerne om at danne en ny regering har den seneste uge stagneret.
Det sker i ly af, at Venstre og Konservative endnu en gang har meddelt, at de ikke ser sig som en del af kongelig undersøger Mette Frederiksens (S) projekt, og dermed ikke tager del i Lars Løkkes forhåbninger om en forstørret midterregering.
Men mandag er der sket en ny – og også meget stor udvikling i forhandlingerne om den kommende regering.
Udviklingen kommer fra formand i Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var efter regeringsforhandlingerne, da Lars Løkke Rasmussen kom ud fra mødet med kongelig undersøger Mette Frederiksen tidligt mandag aften, at han sagde følgende:
“Vi har haft et interessant møde, et robust møde. Det er sådan set efter mange uger det første møde, vi egentlig har haft, hvor vi kunne begynde for alvor at lægge arm om de krav, vi har til den økonomiske politik,” siger Lars Løkke Rasmussen.
Ifølge politisk kommentator for TV 2 Hans Redder er det opsigtsvækkende, at Lars Løkke Rasmussen blandt andet ikke længere taler om, at Enhedslisten ikke må være støtteparti til den kommende regering.
Efter dagens møde er partierne stadig langt fra at være i mål, siger Lars Løkke Rasmussen.
“Skal hun blive siddende (som kongelig undersøger, red.), så skal vi kunne blive enige om nogle fundamentale ting,” siger Lars Løkke ifølge TV 2.
Han tilføjer, at det især er den danske økonomi, som Moderaterne har nogle ret ‘skarpe krav’ til.
Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksens møde varede mandag knap to og en halv time.
