Dansk Folkepartis partiformand, Morten Messerschmidt, kommer fredag med hårde ord mod de danske medier, som han ikke mener lever op til internationale standarder.
‘TIDEN ER KOMMET TIL ET OPGØR MED DE VENSTREORIENTEREDE MEDIER’
Sådan begynder Dansk Folkepartis partiformand, Morten Messerschmidt, et opslag på Facebook fredag.
Her går DF-stemmeslugeren til angreb på de danske medier, som han mener har en ‘grundlæggende socialdemokratisk konsensus’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Man gentager de samme nyheder, bruger samme kilder og vinkler, og udfordrer kun sjældent venstrefløjens måde at anskue samfundet på.’
‘Kun få tør anskue sag fra den modsatte side. Og når en snebold er sat i bevægelse, løber alle i samme retning,’ lyder det blandt andet fra Messerschmidt i opslaget.
Partiformanden mener blandt andet, at medierne behandler værdipolitik med en materialistisk vinkel, mens erhvervslivet bliver syndebuk, fordi ‘venstreorienterede NGOer tildeles serveretten og sætter dagsordenen’.
Presse-fotos.dk har forsøgt at få uddybbet kritiken fra DF-formanden og ville gerne have spurgt ham om, hvilke medier, kritikken er rettet mod, ligesom om han har konkrete eksempler på den ‘grundlæggende socialdemokratiske konsensus’ hos medierne.
Morten Messerschmidt er i skrivende stund ikke vendt tilbage på henvendelsen.
‘Børnehaveniveau’
Partiformanden kritiserer desuden måden, som danske medier bruger eksperter til at dække aktuelle nyheder fra udlandet.
Ifølge DF-formanden gør de danske medier nemlig ikke nok brug af internationale kilder – ligesom han synes, at medier gør i Tyskland, Frankrig og Storbrittanien. Han mener, at den danske dækning er på et ‘børnehaveniveau’.
‘Til tider indhenter man en ekspert, der dog oftest ikke er ekspert – men en mediedarling, som tidligere har udtalt sig om sagen.’
Han nævner blandt andet, at det er et problem, at journalister interviewer journalister, kommentatorer og meningsdannere, da de ifølge ham blot ‘fremlægger deres synspunkter’.
Morten Messerschmidt og DF fik massiv opbakning ved årets folketingsvalg, da partiet fik 9,1 procent af danskernes stemmer – over en tredobling.
Det betyder også, at partiet nu får en større rolle på Christiansborg, hvor partiets mandatter nu er vokset fra fem til 16.
Men selv om Messerschmidt anser det som et alvorligt problem, at ‘hovedparten af medierne er enige om at forfølge samme centrum-venstre ideologiske tilgang’, så kan han ikke selv gøre meget ved det, lyder det.
‘I modsætning til mange andre samfundsproblemer er det svært at gøre noget ved politisk. For medier skal i sagens natur være uafhængige af politikere. Ellers kan selv det mest nuancerede, begavede og reflekterede medie mistænkes for at være politisk styret. Og det duer naturligvis ikke,’ skriver han.
Han skriver desuden, at medierne i dag er politisk afhængige, selv om de ikke er under politisk kontrol. Det skyldes ifølge ham, at de er præget af en politisk ideologi.
Ikke første gang
Det er langt fra første gang, at medierne har været under angreb for at være for venstreorienterede.
Flere gange har det blandt andet skyldes undersøgelse på eksempelvis Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), der har vist, at størstedelen af de studerende ville stemme rødt til et folketingsvalg.
I november sidste år sagde kulturminister Jakob Engel-Schmidt desuden, at han ville have undersøgt, om DR har en politisk slagside.
Det sagde han, efter at Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti var kritiske over for DR-ansattes dækning af Israel-Hamas-konflikten, skriver DR.
I samme ombæring foreslog Messerschmidt, at man optog redaktionsmøderne hos DR og offentliggjorde dem et år efter.
Jakob Engel-Schmidt kritiserede dog til Ritzau højrefløjen efter angrebene mod DR.
Han mente dengang, at “dele af højrefløjen har sat ind på en ekstremt farlig kurs, hvor de bruger alle lejligheder til at underminere frie mediers troværdighed”.
