Mange danskere ser frem til dagen, hvor den overskydende skat bliver tilbagebetalt – hvis man altså har noget til gode. I alt skal over 26,7 milliarder kroner fordeles på knap fire millioner danskere. Men, hvor i landet udbetales der egentlig mest? Og hvem skal have mindst retur?
Fredag den 24. marts er glædens dag for nogle, mens den for andre nok bringer lidt mørkere skyer. Den store forskel på danskeres humør må kunne spores til, om man skal have penge tilbage i skat, eller om man skylder skattefar.
I alt skal 3.990.023 danskere have penge tilbage i den overskydende skat, der blev betalt for meget af i løbet af 2025.
Modsat har omkring 800.000 betalt for lidt, og de skal derfor af med penge.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Men for mange handler det om beløbet, og her er der altså tale om et samlet tal, der overstiger det, de fleste har til at stå på opsparingen.
Ikke mindre end i alt 26.746.382.047 kroner skal fordeles på de knap fire millioner danskere, der har betalt for meget i skat.
Den gennemsnitlige udbetaling lyder derfor på 6.703 kroner.
Stor forskel på top og bund
Ser man på det regionale overblik for den overskydende skat, der fremgår af Skattestyrelsens hjemmeside, er der ikke store udsving på den gennemsnitlige overskydende skat, der skal betales tilbage.
Region Syddanmark har det laveste gennemsnit med 6.349 kroner, mens borgere i Region Hovedstaden i gennemsnit får udbetalt 7.226 kroner, hvilket er det højeste i landet.
Først når vi begynder at granske enkelte kommuner, bliver det for alvor interresant.
Netop her er der nemlig et stort spring fra kommunen, der har det mindste gennemsnit, til kommunen med det højeste gennemsnit, der er mere end dobbelt så stort som bundskraberens.
I begge tilfælde skal vi dog til Region Hovedstaden.
For mange vil det ikke være overraskende, at vi skal nord for København for at finde kommunen, hvor den gennemsnitlige udbetaling er absolut højest.
Intet mindre end 12.520 kroner lyder gennemsnittet på i Gentofte Kommune, der er tæt forfulgt af Rudersdal Kommune, hvor gennemsnittet ligger på 12.117 kroner.
På Københavns Vestegn skal vi dog mere end halvere gennemsnittet for at finde frem til sidstepladsen på listen.
I Albertslund Kommune lyder den gennemsnitlige udbetaling nemlig på 5.408 kroner.
Hvis du vil kigge nærmere på, hvor din egen kommune rangere på listerne, kan du selv udforske på Skattestyrelsens hjemmeside.