Når Aarhus Festuge løber af stablen i sensommeren bliver det med unik mulighed for at se Smilets by bag facaderne. Det sker når arkitekturløbet for fjerde år i træk åbner for bygninger, passager og byrum, der ellers normalt er lukkede.
Søndag den 30. august bliver det endnu en gang muligt at opleve Aarhus på en helt ny måde, når der blændes op for Aarhus Arkitekturløb.
I forbindelse med Aarhus Festuge vil deltagerne få mulighed for at se en række af Aarhus’ smukkeste bygninger, institutioner og seværdigheder bag facaden.
I en pressemeddelelse fra Aarhus Festuge oplyses det, at løbet er en anderledes form for motionsløb, hvor man har skruet op for oplevelser og ned for præstationer.
Løbet skal altså opleves, ikke måles på tid, lyder det.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Undervejs på løbet bevæger deltagerne sig gennem passager, stier, trapper, haver, parker samt historiske bygninger og museer i og omrking byen. I flere tilfælde ser man områder, der ikke normalt er tilgængelige for offentligheden.
‘Arkitekturløbet er et godt eksempel på det, Festugen kan: at åbne byen på nye måder i samarbejde med lokale aktører. Her kombinerer vi bevægelse, kultur og arkitektur og giver deltagerne en oplevelse af Aarhus, de måske ikke har lagt mærke til – og i nogle tilfælde ikke adgang til,’ siger Jakob Tekla Jørgensen, direktør for Aarhus Festuge.
(Artiklen fortsætter under infoboksen)
Om Aarhus Arkitekturløb 2026
• Aarhus Arkitekturløb arrangeres af Aarhus Festuge og Aarhus 1900 Atletik & Løb
• Finder sted søndag 30. august om aftenen
• Løbet er uden tidtagning
• Deltagere kan vælge mellem 6 km og 10 km
• Den samlede rute offentliggøres i starten af august
• Billetter kan købes via: https://www.sportstiming.dk/event/17843
Ny rute, nyt fokus
Arkitekturløbet havde sidste år fokus på Frederiksbjerg og Sydhavnsområdet med løb gennem de flotte, gamle skoler på Frederiksbjerg samt en tur forbi det nedlagt slagteri og nye, moderne bygninger.
I år retter løbet blikket mod den nordlige del af byen.
Her vil deltagerne blandt andet komme gennem Universitetsparken, hvor der kan ses karakteristisk arkitektur i grønne omgivelser.
Ruten vil desuden bevæge sig gennem grønne byrum, historiske omgivelse og moderne og funktionelle byrum.