Rektor med stor anke mod besparelser: ‘Det er urealistisk’

DTU's rektor Anders Bjarklev kritiserer stor spareplan. Foto: DTU

DTU’s rektor Anders Bjarklev opfordrer den kommende regering til at genoverveje en større spareplan. Spareplanen, der er en halv milliard kroner værd, vil ske på forskingsadministrationen på universiteterne. I stedet skal der bruges kunstig intelligens.

‘Det er urealistisk at forestille sig, at man med et fingerknips kan lave ændringen, og samtidig opretholde den samme kvalitet i forskningen, som vi har i dag.’

Sådan lyder det fra Anders Bjarklev, der er rektor på DTU – Danmarks Tekniske Universitet – i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer i kølvandet på et folketingsvalg, der sidenhen har mundet ud i lange regeringsforhandlinger.

Til den kommende regering har Anders Bjarklev en anke mod den store sparplan, som den tidligere SVM-regering har sat i værk på forskningsadministration på universiteterne frem mod 2030.

Besparelserne på 500 millioner kroner skal ske ved hjælp af kunstig intelligens, og ifølge regeringens arbejdsprogram skal de gå til forskning.

Men ifølge DTU’s rektor kan man ikke fra den ene dag til den anden erstatte store dele af universiteternes forskningsadministration med kunstig intelligens.

‘Hvis de administrative opgaver, der kræver stor organisationsforståelse og menneskelig styring, fra den ene dag til den anden erstattes af kunstig intelligens, risikerer vi flaskehalse og dårligere kvalitet i forskningen – for så ender mange af opgaverne på forskernes skriveborde,’ siger han.

Kræver tid, ressourcer og menneskelig styring

Ifølge DTU spiller både kunstig intelligens, forsvar og sikkerhed en central rolle i de pågående regeringsforhandlinger. Det samme gør universiteternes bidrag til forskning og innovation inden for netop de områder, lyder det.

‘Danmarks evne til at levere løsninger inden for kritiske områder som kunstig intelligens, sikkerhed og forsvar beror blandt andet på en effektiv administration. Det er en kritisk tid at gamble med denne evne,’ siger Anders Bjarklev.

Rektoren forklarer videre og understreger, at DTU anerkender potentialet i kunstig intelligens, men han fremhæver samtidig, at implementeringen kræver både tid, ressourcer og menneskelig styring.

‘AI er ikke en magisk genvej til store besparelser. En ny regering bør i stedet gennemføre en grundig analyse af, hvordan teknologien kan bruges ansvarligt til at styrke – ikke svække – forskningen,’ siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.

Det fremgår af regeringens arbejdsprogram for staten, at der skal gennemføres administrationsbesparelser for samlet set 5,5 milliarder kroner i staten frem mod 2030.