Mangler du ny musik til din weekend, behøver du ikke lede længere. Presse-fotos.dk står klar med din weekendplayliste.
Hver fredag strømmer ny dansk musik ud på diverse streamingplatforme.
Det kan virke uoverskueligt at skulle følge med i alle de nye udgivelser, og derfor vil vi her på Presse-fotos.dk gerne give dig en hjælpende hånd.
Herunder får du en række bud på, hvilken ny dansk musik du skal proppe i ørene i løbet af weekenden.
Denne uge byder blandt andet på debut-udgivelser fra to af landets mest fremadstormende unge sangerinder.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Mumle – ‘Dig, mig og en dårlig boligsituation’ (album)
Tirsdag offentliggjorde musikrettighedsorganisationen Koda listen over de 10 mest indtjenende danske numre i 2025.
På listen optrådte den 22-årige sønderjyde Mumle to gange – på en tredjeplads med gennembrudshittet ‘Det modsatte’ og på en 10.-plads med Svea S-samarbejdet ‘Hvor solen ik’ skinner ’.
Den dobbelte inklusion på Koda-listen er et vidnesbyrd om den unge sangerindes status som en af landets største popkometer.
Skulle man alligevel være i tvivl, kan man blot tage et kig ned over listen af udsolgte koncerter på den netop overståede forårsturné eller henvende sig på billetkontoret, hvor de skilter med Mumles to efterårskoncerter i Aarhus Congress Center og Falkonersalen.
Du kan også klikke over på sønderjydens Spotify-side, hvor du vil blive mødt af – for en dansk artist – enorme streamingtal.
Og fra i dag vil du ligeledes blive mødt af et album med titlen ‘Dig, mig og en dårlig boligsituation’.
Mumle har nemlig endelig sat sit debutalbum i verden.
Pladen byder – ikke overraskende – på en række numre, der med deres umiddelbare, dansksprogede tekster virker skræddersyede til både teenageværelset og P4-rotationen.
Singlerne ‘Fire uger’, ‘Dårligt match’ og ‘Walk of Shame’ har allerede (gen)bevist den succesformel, som Mumle har arbejdet med siden debuten i 2023.
Den Loui Henderson-gæstede ‘Ungdomsritualet’ lader til at være næste hit i rækken, ligesom flere andre numre på debuten nok også snart kan opleves i din radio.
På ‘Roomie’ viser Mumle til gengæld en anderledes mørk og seksuelt eksplicit kant, der leder tankerne mod bølgen af elektropop, der er skyllet ind over den internationale scene i kølvandet på Charli XCX’s ‘Brat’.
Og på ‘Hospice’ leverer hun en af sine mest personlige og modne tekster til dato over en instrumental, der modsat flere af de mere radiovenlige singler i højere grad belønner lytterens tålmodighed.
Store dele af ‘Dig, mig og en dårlig boligsituation’ giver altså en vis fornemmelse af deja-vu, men på debuten beviser Mumle også, at hun har andre redskaber i sin musikalske værktøjskasse.
Hør albummet her:
Burhan G & Medina – ‘Gemt dit nummer’ (single)
Fra én artist, der netop har udgivet sit debutalbum, til to erfarne popstjerner, der hver især har stakkevis af hits i bagagen.
16 år efter de hittede stort med ‘Mest ondt’ er Burhan G og Medina tilbage sammen på ‘Gemt dit nummer’.
Som du kan læse mere om her, fungerer den nye singles tekstunivers som en form for fortsættelse og modernisering af hjertesorgsfortællingen fra det tidligere samarbejde.
Men musikalsk adskiller ‘Gemt dit nummer’ sig betydeligt fra forgængeren.
Instrumentalen virker i første omgang bekendt på en 00’er-nostalgisk måde, men efter lidt mere end 20 sekunder blander et sagte fire-i-gulvet-beat sig i lydbilledet.
Dj og producer Christian Sigvardt står bag produktionen i samarbejde med Burhan G, og hans baggrund i elektronisk musik er tydelig at høre.
‘Gemt dit nummer’ er nemlig en vaskeægte græde-på-dansegulvet-banger – komplet med atmosfæriske synthflader og pulserende bas.
Burhan G og Medinas store genforening skuffer ikke, og deres nye samarbejde kan sagtens ende med at blive endnu et fælles megahit for de to popidoler.
Hør nummeret her:
Rosa – ‘Lige her, lige nu’ (ep)
Mumle er ikke den eneste unge sønderjyske sangerinde, der er aktuel med en debut-udgivelse i denne uge.
25-årige Rosa har nemlig udgivet sin debut-ep ‘Lige her, lige nu’ i dag.
Vejen til den første ep har været lang for Rosa Frydensbjerg, der er opvokset i Aabenraa.
Nogle husker måske, at hun imponerede i ‘X Factor’ tilbage i 2017, hvor hun desværre blev sendt hjem kort inden de store liveshows.
Hun endte dog alligevel med at skrive kontrakt med Universal, og i 2020 debuterede hun under navnet RoseeLu.
Over de næste fire år udgav hun en række engelsksprogede singler, som egentlig opnåede fine streamingtal. Men det helt store gennembrud udeblev.
Efter at have deltaget i Dansk Melodi Grand Prix i 2024 udgav hun sin sidste single som RoseeLu i november samme år. Og så trykkede hun ellers på ‘genstart’-knappen.
I 2025 relancerede hun sig selv under sit egentlig fornavn, Rosa, mens hun skiftede engelsk ud med dansk og Universal ud med The Bank Records.
Debutsinglen under det nye kunstnernavn, ‘Skyklapper’, blev et hit og lagde op til en samtale om ‘news avoidance’ blandt unge danskere, der er trætte af konstant at blive mindet om alverdens dårligdomme.
Den dansksprogede tekst og den mere organiske produktion ramte en nerve, som Rosas engelsksprogede udgivelser aldrig helt formåede.
Senere udgav hun endnu en single i form af den kompromisløst selvelskende ‘Fuck om de kan li’ os’, inden hun i slutningen af marts sendte Artigeardit-samarbejdet ‘Bliv hvor du er’ på gaden.
Det bittersøde og fængende nummer ligger i skrivende stund på en andenplads på den danske hitliste, og ligner en af den kommende sommers mest uundgåelige popbaskere.
Rosa smeder mens jernet er varmt, og har nu udsendt debut-ep’en, der udover de tre foregående singler indeholder fire nye numre.
De nye sange holder den røde tråd med et tekstunivers, der blander store popomkvæd med jordnær hverdagslyrik, og et musikalsk bagtæppe, som krydrer en overvejende akustisk lyd med elektroniske elementer.
Et højdepunkt er endnu et rapper-collab på ‘Partykiller’, hvor førnævnte Artigeardits hyppige samarbejdspartner Josva leverer et melodisk og rytmisk vers over en energisk instrumental.
Omkvædet er velskrevet og letgenkendeligt. Og det er lige præcis her Rosa skinner.
Debut-ep’en er spækket med den slags lyrik, der sidder fast i lytterens hoved efter første lyt uden at virke fordummende.
Tværtimod har Rosa et godt greb om formidlingen af, hvad det vil sige at være et ungt menneske i Danmark anno 2026 – på godt og ondt.
Hør ep’en her:
Denne uge er propfyldt med stærke danske udgivelser. Hør også:
Marcus.wav – ‘Genbrug’ (single)
Sauna Senere – ‘Kompas’ (single)
Lamin – ‘Låst inde’ (single)
Jonathan – ‘Alle mine tanker.’ (single)
Benny – ’24/7′ (single)
Fouli – ‘Stadig her’ (album)
Dibset – ‘Tal i’ (single)
Skammerens Døtre – ‘Gris’ (single)
100%Wet – ‘Eleanor’s Escape’ (single)
Mikael Simpson – ‘Nej tak for i aften’ (single)

