Systemkritisk indiepop-duo vender tilbage

Indiepop-duoen Baske vender tilbage til Vega efter at have leveret en stærk supportoptræden i Store Vega i marts.

Så sent som i sidste måned stod Baske på scenen i Store Vega.

Her agerede den fremadstormende popduo support for Søn, der for første gang nogensinde indtog Vegas største sal.

Her gjorde Baske god figur med crowdsurfing og et nyt liveband i hopla.

Til november vender Aske Bramming og Sebastian ‘Basse’ Woll tilbage til det gamle Folkets Hus.

(Artiklen fortsætter under billedet)

PR-foto.

En duo i vild udvikling

Når Baske igen giver koncert på Vesterbro-spillestedet bliver det dog ikke på den helt store scene.

I stedet er det Lille Vega, der danner rammer om duoens Vega-comeback.

Det virker måske som en nedgradering, når de nu lige har stået foran publikum i den store sal. Men i virkeligheden er det en opgradering.

Da Baske senest spillede en headlinerkoncert på Enghavevej 40 tilbage i 2023, var det nemlig i den helt intime Ideal Bar.

Koncerten i Lille Vega markerer dermed endnu et skridt op for duoen, der debuterede i 2020.

Se også
Billederne satte internettet i kog: Nu har to af landets største stjerner fundet sammen igen

Siden de gik i folkeskolen sammen har de to kammerater knoklet med at udvikle deres lyd. Og den musikalske udvikling har været tydelig i løbet af de seneste år, hvor alle aspekter af Baskes musik har fået en overhaling.

Basses produktion har fået en mere melodisk og organisk klang, mens Aske tilsyneladende stoler mere på sin egen stemme – væk er det tykke lag af autotune, der prægede duoens tidlige udgivelser.

Tekstuniverset er også modnet i takt med de to unge mænd.

Sidste år udgav Baske tre singler i form af ‘Stig Møller’, ‘Under stjernerne’ og ‘Sådan en dag’, der alle understregede duoens store udvikling.

Det er indiepop af fineste karat med tekster, der på samme tid vender blikket indad og peger fingre ad den forskruede verden, de er født af.

Når Baske indtager Lille Vega den 12. november 2026, kan du altså se frem til at opleve en duo med fornyet musikalsk energi og et stærkt liveband bag sig.

Billetsalget er startet.