Folketinget har talt: Nu er benzinforslag afgjort

Dansk Folkeparti har fremstillet et beslutningsforslag om at sænke afgifterne og momsen på benzin- og dieselpriser.

Dansk Folkeparti forsøgte af flere omgange i løbet af valgkampen at sætte fokus på de stigende benzin- og dieselpriser.

Det tog blandt andet form som et stunt på flere Go’on-tanke rundt omkring i Danmark, hvor partiet betalte af egen lomme for at give danske billister billigt brændstof.

Stuntet kom med udtalelser fra partileder Morten Messerschmidt om, at det var en forsmag på, hvordan brændstofpriserne kunne se ud, hvis DF havde magten til at ændre det. Og nu forsøger partiet efter et flot valg at levere på det.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Dansk Folkeparti, Facebook.

Der er blot et problem. Dansk Folkeparti får ikke nok opbakning i folketingssalen. Det skriver B.T.

Et flertal i det nyvalgte folketing har nemlig sagt nej til Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

Beslutningsforslaget drejede sig om, at man skulle sætte afgifter på benzin og diesel til vejtransport ned til EU’s minimumsats.

Det svarer til et prisfald på cirka 2,68 kroner per liter benzin og cirka 1,80 kroner per liter diesel, skriver DR, der har talt med DF’s finansordfører, Peter Kofod.

Derudover ønskede partiet at sænke momsen på benzin og diesel til vejtransport fra 25 procent til 15 procent.

DF vil ifølge Ritzau finansiere forslaget ved at tage penge fra klimaprojekter som eksempelvis Energi Bornholm.

“Vi synes, at Danmark har brugt alt for meget energi på dyre, urentable og uvirksomme klimaprojekter såsom havvind, energiøer og brintrør igennem Sønderjylland og alt muligt andet,” siger finansordfører Peter Kofod ifølge Ritzau til DR.

Dansk Folkeparti ønskede forslaget skulle træde i kraft allerede 1. maj. Derfor har partiet ifølge B.T. allerede sendt forslaget ud til de andre partiers gruppeformænd.

Mediet har rakt ud til partierne og kan konstaterer, at Socialdemokratiet, SF, Liberal Alliance, Moderaterne og Alternativet alle har sagt nej til forslaget.

Derfor vil det altså have et flertal mod sig og ikke blive en realitet.

Benzin- og dieselpriser har den seneste tid været stigende på grund af konflikten i Mellemøsten.

Den 7. april rundede dieselpriserne således en kedelig milepæl, da de ramte 18.59 kroner per liter. Det viser en opgørelse fra FDM.

Det var en stigning på over fem kroner fra den 1. marts, hvor den lå på 13,39 kroner per liter.

Når priserne stiger som følge af krigen i Mellemøsten skyldes det blandt andet, at Iran, som er storeksportør af olie, blokerede handelskanalen Hormuzstrædet.

Olieeksporten har nemlig stor påvirkning på særligt energi- og brænstofspriserne.

Se også
Melder ud om regeringsforhandlinger: Kun én mulighed