Rygterne har svirret om to af Danmarks mest succesfulde popstjerner, der i sidste uge begyndte at droppe hints på de sociale medier.
I sidste uge begyndte to af landets absolut største popstjerner gennem flere årtier at tease for noget stort.
På begge musikeres Instagram-profiler, blev der pludselig postet billeder, hvor de uddelte kys og kram til hinanden.
Det satte ild til rygterne, og kommentarfelterne flød over med både hjerter og spekulationer om, hvad billederne mon skulle betyde.
Nu gør de to stjerner det officielt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Har fundet sammen igen efter 16 år
Selvom de to billeder emmer af kærlighed mellem de to popstjerner, er der dog næppe andet end venskab mellem Burhan G og Medina.
Det ville da også komme bag på Medinas nye flamme, som hun ifølge Se og Hør har fundet sammen med efter sidste års skilsmisse.
Nej, i stedet er det en ny fælles single, som de to hitmagere har teaset for i den seneste tid.
Tilbage i 2010 hittede de stort sammen med den ulykkelige kærlighedsballade ‘Mest ondt’.
Sangen blev Burhan G’s første nummer ét-hit og et highlight på hans første dansksprogede album.
‘Mest ondt’ var dog ikke det første samarbejde mellem de to popstjerner, da Burhan G tidligere havde hoppet på et remix af Medina-hittet ‘Kun for mig’.
Til gengæld har de ikke siden optrådt på samme nummer – indtil nu.
Torsdag har Burhan G og Medina nemlig udgivet singlen ‘Gemt dit nummer’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Digitaliseret hjertesorg
Den nye single er måske ikke af navn en part to af ‘Mest ondt’, men den fungerer alligevel som en form for fortsættelse af storhittets tekstunivers.
”Vi har begge to kredset om tanken om en ’Mest ondt’ part II, men jeg har også altid vidst, at hvis vi gjorde det, så skulle den nye sang kunne skabe sit eget kapitel både lyrisk og sonisk,” indleder Burhan G i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Hvor ’Mest ondt’ beskrev øjeblikket, hvor kærligheden gik i stykker, handler ’Gemt dit nummer’ om tiden efter. Om stilheden, tvivlen og længslen efter en ny begyndelse, selvom det var det rigtige at gøre det forbi. Den her er til alle, der har gemt et nummer på én, som de godt ved, de skulle have glemt – eller slettet for længst.”
‘Gemt dit nummer’ er på mange måder også en modernisering af den klassiske hjertesorgsfortælling, med alt hvad det indebærer af digitale udfordringer.
Udfordringer, som kun er blevet større i de 16 år, der er gået siden ‘Mest ondt’.
“Det er så vildt, hvordan verden konstant udvikler sig omkring os – bare siden dengang Burhan og jeg skrev musik sammen første gang. Pludselig er ens følelsesliv blevet digitalt: et nummer gemt under “tag den ikk”, unfollows på sociale medier og beskeder, der aldrig bliver sendt. På ’Gemt Dit Nummer’ symboliserer telefonen alt det, der ikke er afsluttet. Men midt i frustrationerne ligger også en ægte, virkelig erkendelse af, at smerte også er en del af det smukke ved kærligheden og livet,” fortæller Medina i en pressemeddelelse.
Også lyduniverset er blevet moderniseret på ‘Gemt dit nummer’.
Sangen starter egentlig med et 00’er-nostalgisk musikalsk backdrop, men bryder snart ud i et melankolsk og klubvenligt house-beat, der lægger sig stilistisk op af tidens elektroniske trends – særligt populariseret af britiske Fred Again.
Det er da også dj og producer Christian Sigvardt – kendt fra duoen Boye & Sigvardt samt som solist – der i samarbejde med Burhan G står bag produktionen.
Hør nummeret her:
