En gigantisk tragedie udspiller sig lige nu i Tyrkiet, hvor flere personer er blevet dræbt. Det er anden dag i træk, at en så forfærdelig hændelse sker i landet. I artiklen kan du se en video fra stedet
Fire er blevet dræbt, og 20 er blevet såret i et skoleskyderi i Tyrkiet.
Det siger guvernør Mükerrem Ünlüer onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP, blot en dag efter at landet blev ramt af et andet skoleskyderi.
En lærer og tre elever blev dræbt i angrebet onsdag, siger guvernøren og tilføjer, at den formodede gerningsmand er en elev, der brugte sin fars våben, som var skjult i en rygsæk.
Gerningsmanden er også død, siger guvernøren ifølge Reuters.
– En elev ankom til skolen med skydevåben – som vi mener, tilhørte hans far – i sin rygsæk, siger Ünlüer ifølge AFP.
– Han gik ind i to klasselokaler og skød tilfældigt omkring sig, og der er både sårede og dræbte, fortsætter guvernøren.
Skyderiet sker i den sydøstlige provins Kahramanmaras.
(Artiklen fortsætter under videoen. I videoen kan elever ses flygte, mens der kan høres skud – du kan se en video mere nederst)
Eleven gik i 8. klasse på skolen ifølge Ünlüer.
Billeder fra CNN Türk viser ambulancer og mange mennesker i området.
Tyrkiets justitsminister, Akin Gürlek, siger, at han har bedt anklagere om omgående at påbegynde en efterforskning af skyderiet.
Tirsdag fandt et andet skoleskyderi sted i Tyrkiet, hvor skoleskyderier ellers ikke sker så hyppigt.
Her blev 16 såret, inden gerningsmanden dræbte sig selv.
Skyderiet tirsdag fandt sted i Siverek i den sydøstlige provins Sanliurfa, som ligger ret tæt på Kahramanmaras.
/ritzau/
