Næstved Storcenter blev lørdag indtaget af Hjemmeværnet, der stod klar med udstyr og svar på de engagerede gæsters spørgsmål.
Lørdag den 11. april kunne nysgerrige sjæle i alle aldre få et unikt indblik i Hjemmeværnets arbejde og se deres materiel på tæt hold.
Danmarks frivillige styrke stod nemlig klar til at dele ud af deres viden i og omkring Næstved Storcenter fra 10 til 16.
Her havde børn og voksne blandt andet mulighed for at se og røre ved Hjemmeværnets militære udstyr.
Blandt de mange stykker udstyr var de nye haglgevær til nedkæmpelse af blandt andet droner.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Fra rifler til feltrationer
På Kurts Torv inde i Næstved Storcenter og på parkeringspladsen ude foran stod Hjemmeværnets frivillige klar til at svare på de nysgerrige gæsters spørgsmål om alt fra de frivilliges arbejdsopgaver til tekniske specifikationer for Hjemmeværnets udstyr.
På pladsen stod også flere store maskiner, som gæsterne havde mulighed for at komme helt tæt på. Der var sågar mulighed for at hoppe indenfor i køretøjerne.
Der var også mulighed for at teste signaludstyret, som Hjemmeværnet bruger til at kommunikere med.
Og så kunne gæsterne besøge kommandostationen, hvor de kunne få et indblik i Hjemmeværnets krisehåndtering.
Det var dog ikke lutter militærudstyr det hele. De frivillige havde også linet diverse feltrationer op, så gæsterne kunne se, hvad der egentlig er på menuen, når Hjemmeværnet er på opgave.
For dem, der selv overvejer at melde sig som frivillig, var der også rig mulighed for at blive klogere på, hvad det valg indebærer.
Der var med andre ord noget for enhver interesse og enhver aldersgruppe ved lørdagens event.












