PRESSE-FOTOS.DK PÅ FRONTEN I UKRAINE: Under en hemmelig reportagetur i frontlinjebyen Sloviansk møder Presse-fotos.dk den ukrainske soldat Rich, der har helt særlige meddelser til danskerne. Det omhandler blandt andet Grønland
Eksplosioner i nærheden kan flere gange høres som store og tunge brag, da Presse-fotos.dk interviewer den ukrainske dronepilot Rich i frontlinjebyen Sloviansk, der ligger Donetsk-regionen i Østukraine.
Rich er soldat i kampgruppen Wild Division, som er under 82. Air Assault Brigade i Ukraines hær.
Han har kæmpet og dræbt russiske soldater siden fuldskala-invasionen i 2022 og har blandt andet deltaget i angrebet på Kursk i 2024, hvor han som infanteri-soldat sammen med sin brigade og øvrige dele af den ukrainske hær trængte ind i Rusland i en invasion af det store land.
Nu kæmper Rich i skovene omkring Sloviansk, hvor hundredetusindvis af ukrainske og russiske soldater hver eneste dag forsøger at slå hinanden ihjel.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Rich har ventet mødet med Presse-fotos.dk, fordi han har nogle ærlige erkendelser, som han har ville fortælle danskerne.
“Først og fremmest vil jeg gerne takke Danmark og det danske folk for at hjælpe os ukrainere med at forsvare vores børn, vores hjem og Europa,” siger Rich.
“Danmark har hjulpet os mest af alle lande; det var også et at de første lande til at hjælpe, og det vil jeg gerne side tak for.”
Selv om Rich hver dag har travlt med at forsvare Ukraine og sin familie mod de russiske invasionsstyrker, har han alligevel haft tid til at følge internationale nyheder.
Og her har han ligesom store dele af resten af verden bemærket, at Danmark har været meget udsat.
“Jeg ved, at I i øjeblikket har problemer med Grønland – men må Gud give den danske statsminister og alle andre visdom til at træffe de rigtige beslutninger, så Danmark og Grønland kan blomstre.”
“Jeg støtter vores præsidents ord (Ukraines præsident Zelenskyj red.). Han sagde nogle gode ting. Russiske ubåde befinder sig tæt på Grønland og Danmark. Hvis Danmark beder Ukraine om hjælp – som vores præsident har sagt – så ved vi, hvordan man ødelægger russiske skibe, og vi vil hjælpe jer med det,” siger Rich med henvisning til, at Volodymyr Zelenskyj i en tale advarede om russisk militær tilstedeværelse i nordområderne og sagde, at Ukraine har erfaring med at bekæmpe russiske flådestyrker og derfor kan bidrage til Europas sikkerhed, hvis der er behov for det.
Rich ønsker at sende sin medfølelse og gode energi i Danmarks retning efter den krise, som er opstået i kølvandet på, at Donald Trump blev udnævnt til USAs præsident og for alvor forsøgte at overtage Grønland fra Kongeriget Danmark.
“Jeg vil gerne tilføje mit ønske om, at danskerne i en krisesituation – og I er i krise omkring Grønland – skal stå sammen. I er en lille nation på lidt mere end fem millioner mennesker, men historien viser, at små lande har besejret store lande ved at stå sammen. Derfor ønsker jeg, at det danske folk vil forene sig mod det danske folks fjender,” siger Rich.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I de seneste måneder har de russiske soldater nærmet sig Sloviansk, hvor Presse-fotos.dk er til stede – og hvor Rich kæmper.
Russerne har nærmet sig med sneglefart, men er nu så tæt på frontlinjebyen, at den såkaldte killzone inden længe ligger ind over centrum.
Presse-fotos.dks fixer under reportageturen til frontlinjen forklarer i den forbindelse, at store dele af fronten – særligt delen omkring Sloviansk – ikke længere består af de traditionelle skyttegrave, som man kender fra 1. Verdenskrig og de tidligere faser af Ukraine-krigen.
Til gengæld består fronten af en omkring 15 kilometer bred zone, der adskiller de russiske og ukrainske stillinger – såkaldte ‘dugouts’ – hvor tusindvis af dronehold har gravet sig ned.
Den 15 kilometer bredde zone er det, man kalder killzone, nogle kalder det også for greyzone eller deadzone, men zonen er kendetegnet ved, at næsten alt, der bevæger sig inde i området, bliver slået ihjel.
Det er stedet, hvor ukrainske og russiske first-person-view-droner konstant og i et nærmest uendeligt antal flyver ud på mission for at dræbe hinandens soldater og dronehold. Den store mængde af droner i zonen gør, at man ikke kan opholde sig der.
“Men det meste af Sloviansk fungerer stadig,” siger soldaten Rich.
“Der er færre civile – skoler og butikker er dog åbne.”
Presse-fotos.dk kan ved selvsyn konstatere, at store dele af Sloviansk er bombet i stykker, og at militæret fylder næsten hele byen.
Man kan konstant høre eksplosioner og angreb i og omkring byen, og desuden er der – som Rich beskriver – få civile tilbage.
Ifølge Rich kæmper ukrainerne ikke kun for ukrainerne selv – men de kæmper for hele Europa, og derfor er det vigtigt, at landet får støtte til at holde russerne væk.
“Vi ukrainere – og alle, der støtter os – står for demokratiske værdier. Dem, der hjælper os, støtter demokrati og sikkerhed i Europa og Ukraine. Lige nu handler det ikke kun om Ukraine, fordi i Rusland er der en mafia-struktur, der ledes af Putin. Russerne opfører sig barbarisk,” siger Rich ofg tilføjer:
“Russerne har vist sig som barbarer gennem deres handlinger over for andre nationer. Med Ruslands fald vil der komme stabilitet i Europa og i hele verden, som Rusland truer. Kaliningrad ligger ikke langt fra Danmark, og det kan også udgøre en trussel mod jer.”
(Artiklen fortsætter under billedet)

Statsminister Mette Frederiksen har sammen med langt størstedelen af de europæiske ledere og militære eksperter tidligere erklæret sig enig i Richs ord om, at Ukraine ikke kun kæmper for sig selv, men at landet kæmper for hele Europa.
Det er en holdning, der er meget bredt accepteret i Danmark og på det europæiske kontinent.
“Det er en kamp mellem demokrati og diktatur. Mellem frihed og undertrykkelse. Og derfor er det ikke en fjern krig. Det er en krig, der angår os alle. Det gælder vores alles frihed og jeres fremtid,” har Mette Frederiksen tidligere sagt i en officiel udtalelse fra Statsministeriet.
“Hvis vi stopper med at støtte Ukraine, så risikerer vi, at krigen ikke stopper dér. Så risikerer vi, at den bevæger sig tættere på os. Derfor kæmper ukrainerne ikke kun for deres eget land – de kæmper også for Europa,” har Mette Frederiksen i forbindelse med EU- og NATO-diskussioner om støtte til Ukraine.
På spørgsmålet om, hvordan danskere bedst kan hjælpe Ukraine, er svaret meget tydeligt fra Rich.
“Den hjælp, vi har brug for, det er støtte. At købe de ting, vi har brug for i hæren, at skabe programmer, hvor man kan donere og støtte os på den måde,” siger Rich, der tilføjer:
“Det vil gøre det lettere for os at udnytte alle muligheder for at bekæmpe fjenden og gøre Europa mere stabilt og uafhængigt af russisk indflydelse.”



