Dansk stjernes første film i et årti får premiere i Cannes

Den danske instruktørs tre seneste spillefilm var ligeledes udtaget til den internationale filmfestival i den franske by.

Den 12. til 23. maj løber årets udgave af den prestigefyldte filmfestival i Cannes af stablen.

Lidt over en måned før åbningsaftenen har arrangørerne løftet sløret for de film, der er udtaget til årets festival.

De udvalgte film stammer fra en lang række lande. Og én af nationerne på den fornemme liste er altså Danmark.

Nicolas Winding Refns nye film ‘Her Private Hell’ får nemlig verdenspremiere i Cannes.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Fra ‘Pusher’ til Hollywood

‘Her Private Hell’ er den danske stjerneinstruktørs første nye spillefilm i ti år.

Det betyder dog ingenlunde, at han har holdt ferie siden 2016’s ‘The Neon Demon’ – tværtimod.

Nicolas Winding Refn har nemlig arbejdet på flere serier – heriblandt Netflix-serien ‘Copenhagen Cowboy’ – samt et par kortfilm.

Og så instruerede han også et segment af den amerikanske rapper Travis Scotts ‘Circus Maximus’-film – et segment, der fungerede som en musikvideo til sangen ‘Delresto (Echoes)’.

Men selvom han i de seneste år har arbejdet med andre udtryksformer, er det altså spillefilmen, Refn er mest kendt for.

I Danmark brød han igennem med sin debutfilm ‘Pusher’, der udkom tilbage i 1996. Den film blev som bekendt senere til en ganske succesfuld trilogi.

I 2011 fik Refn sit internationale gennembrud med det neonbadede action-drama ‘Drive’ med Ryan Gosling i hovedrollen.

Senere fulgte endnu et Gosling-samarbejde med ‘Only God Forgives’ og senest – i hvert fald inden for spillefilmens verden – kom ‘The Neon Demon’.

Bryder tradition

Når ‘Her Private Hell’, der har stortalentet Sophie Thatcher i hovedrollen, får verdenspremiere i Cannes, bliver det desværre ikke i konkurrencesektionen.

Det betyder dermed, at filmen ikke er med i kampen om Den Gyldne Palme – festivalens prestigefyldte hovedpris.

De tre gange, hvor Refns film tidligere har været udtaget til festivalen, har det ellers været i konkurrencesektionen.

Da ‘Drive’ fik premiere i Cannes i 2011 vandt Refn sågar den såkaldte ‘Prix de la mise en scène’ – prisen, der hylder den bedste direktørpræstation blandt festivalens film.

‘Her Private Hell’ er både skrevet og instrueret af Nicolas Winding Refn. Det er ligedes hans produktionsselskab byNWR, der har produceret filmen i samarbejde med amerikanske Neon.