Rød blok forhandler om at danne regering, mens Venstres formand er blevet opereret akut og må holde sig i ro. I den forbindelse kommer Troels Lund Poulsen nu med vilde regeringsudmeldinger midt under forhandlingerne
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, skal fortsat holde sig i ro “lidt endnu”, efter at han er blevet opereret for en akut nethindeløsning under de igangværende regeringsforhandlinger, som fortsætter fredag.
Sådan lyder det på den sociale platform X fra formanden, som på valgnatten afviste at deltage i en ny rød midterregering, da partiet i stedet vil danne en blå midterregering eller gå i opposition.
Fredag kommer der nye og opsigtsvækkende udmeldinger fra Troels Lund Poulsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

– Mange har spurgt efter, hvor alvorligt operationen var. Til det kan jeg sige, at det var akut nethindeløsning. Og derfor meget alvorligt. Efter omstændighederne har jeg det godt. Men jeg er også nødt til at holde mig i ro lidt endnu, skriver han.
Rød blok forsøger at danne regering. Derfor rækker Venstres formand ud til Moderaterne og formand Lars Løkke Rasmussen i et forsøg på at få blå blok til magten.
– Det kræver, at du tør lade det handle om “noget” og ikke “nogen”. Og det må der trods alt være langt mere perspektiv i, end at skulle være en del af en regering, der er afhængig af Enhedslistens hovedbestyrelse, skriver Poulsen.
Hverken rød eller blå blok fik nok mandater efter folketingsvalget i marts, hvor de tre hidtidige regeringspartier gik tilbage.
Særligt Socialdemokratiet og Venstre fik dårlige valg.
Også Moderaterne gik en smule tilbage, men fik et bedre valg end frygtet og kan indtage en nøgleposition, fordi partiet har de afgørende mandater og kan vælge at støtte en blå eller en rød regering.
En af Lars Løkke Rasmussens begrundelser for at danne Moderaterne er at holde yderfløjene uden for politik. Derfor har han med egne ord svært ved at deltage i en regering, hvor Enhedslisten er støtteparti, fordi han blandt andet kræver økonomiske reformer.
Eksempelvis er det “helt afgørende” for Moderaterne, at en ny regering viderefører og opdaterer SVM-regeringens økonomiske plan, hvilken SF tidligere har kaldt visionsløs, og Enhedslisten har kritiseret.
Netop det påpeger Troels Lund Poulsen.
– Lad os nu sammen afsøge muligheden for en økonomisk ansvarlig kurs. For jeg er fuldstændig enig med dig i, at det er helt afgørende, at en ny regering står på fundamentet af en opdateret økonomisk plan, skriver Poulsen.
Lars Løkke Rasmussen siger ofte, at politik bør handle om “noget” og ikke “nogen”.
Dansk politik har efter valget ligget i dvale under påskeferien, hvor der dog er foregået enkelte forhandlinger under ledelse af statsminister og forhandlingsleder Mette Frederiksen (S).
Fredag samles det nye folketing for første gang, og regeringsforhandlingerne fortsætter i rød blok, da en række partier ifølge Ritzaus oplysninger skal forbi Statsministeriet.
Mette Frederiksen og andre partiledere har udtalt, at det er svære regeringsforhandlinger. I 2022 tog det syv uger at danne regering, hvilket var historisk.
Foreløbigt har forhandlingerne varet knap to og en halv uge.
Trods en række forslag under valgkampen har Mette Frederiksen sagt, at kun udlændingestramninger og sprøjteforbud er ultimative for hende.
