Sne og slud kan ramme fredag morgen. Derfor kommer der nu en advarsel til danske bilister.
Et usædvanligt vejrfænomen kan fredag morgen og i løbet af formiddagen ramme dele af landet.
Ifølge prognoser fra TV 2 Vejret er der risiko for både sne og slud i store dele af Jylland og på Fyn.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bilister bør derfor være ekstra opmærksomme, hvis de skal ud på vejene fredag morgen. Det oplyser forsikringsselskabet Alm. Brand i en pressemeddelelse skriver B.T.
Ifølge direktør for Motor i Alm. Brand, Christian Johansen, er det ikke nødvendigvis snemængden, der bliver afgørende, men derimod forberedelsen.
‘Den her type vejr kan være lumsk. Det er ikke mængden af sne, der er afgørende her. Det er tidspunktet, da mange bilister har skiftet til sommerdæk, og vi har haft en lang periode uden glatte veje, hvilket kan give udfordringer og farlige situationer i morgentrafikken’, siger han.
Han opfordrer samtidig trafikanter til at være ekstra opmærksomme.
‘Mange uheld sker, fordi vi undervurderer vejret. Derfor kan jeg kun opfordre til at være ekstra opmærksom, hvis du skal ud at køre fredag morgen’, lyder det.
Ifølge TV 2 Vejret kan der lokalt falde op mod ni centimeter sne.
Det er ikke hverdagskost med sne så sent på foråret. Sidst der blev registreret sne i april i Danmark var i 2016.