I dele af Sverige forbereder man sig nu på massebegravelser i forbindelse med, at en kæmpe krise eller ligefrem en krig rammer
Midt i Østersøen bliver der nu planlagt for det, ingen håber nogensinde bliver virkelighed.
På en ø med omkring 60.000 indbyggere er myndigheder og kirke i gang med at forberede sig på et scenarie, hvor tusindvis af mennesker kan miste livet på kort tid.
Planen er klar. Op mod 3.000 borgere skal kunne begraves.
Det svarer til fem procent af befolkningen.
Det er på Gotland i Sverige, hvor beredskabet nu er skruet op i takt med en mere urolig verdenssituation.
Øen, der i størrelse og placering minder om Bornholm, spiller en strategisk rolle i Østersøen, og netop derfor tager man ingen chancer.
En af dem, der står med ansvaret i en krisesituation, er Bimbi Ollberg, stiftsprovst i Visby.
‘Min rolle i en krigssituation vil være at tage ansvar for ledelsen af krigsorganisationen i stiftet. Støtte de lokale forsamlinger og menighederne ude på øen,’ siger hun til TV 2 Bornholm.
Planen er konkret og brutal.
Alene i Visby skal der kunne håndteres op mod 1.500 døde på én gang.
‘Ja, på én gang. Det er fem procent af Visbys befolkning. Det er et princip, vi har, om at vi skal kunne tage imod og håndtere fem procent af befolkningen’
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Grænsen er fastsat nationalt.
‘Mere end det bliver urimeligt. Det kan ikke lade sig gøre’
Selve arbejdet er delt op mellem myndigheder og kirke. Regionen står for identifikation og transport af de omkomne, mens kirken overtager ansvaret, når de når frem til begravelsespladserne.
Og det er netop her, det bliver alvor.
‘Den værste opgave bliver at tage hånd om begravelser. En busulykke med 50 omkomne eller en krigssituation med 200 omkomne bliver det sværeste. Både rent praktisk men frem for alt mentalt’
Forberedelserne er allerede i gang, og der er udpeget fire områder på øen, hvor de mange omkomne kan håndteres. De er fordelt geografisk for at sikre overblik og kapacitet.
Men placeringerne er hemmelige.
‘Hvis det bliver offentliggjort, kommer alle mennesker til at tage derhen, hvis der sker noget. Det bliver umuligt at arbejde’
Bekymringen er, at pårørende vil strømme til i håbet om at finde deres nærmeste.
Samtidig er det uvist, hvordan befolkningen vil reagere i en reel krisesituation.
‘Vil man flygte? Vil man låse sig inde i sit hjem? Eller vil man hjælpe til, at samfundet fungerer?’
Trods de dystre forberedelser er håbet klart.
‘Det får vi se. Forhåbentlig behøver vi aldrig se det. Forhåbentlig sker det værste aldrig. Men forbereder man sig på det værst tænkelige, kan man klare alt andet’
