Dansk musiker lukker sin Spotify-profil: ‘Det er et identitetstyveri’

AI-musik flyder ud på streamingplatforme som Spotify. Det har ramt en dansk musiker, som nu har valgt at fjerne sin musik fra streaminggiganten.

I de seneste år har flere musikere fjernet deres musik fra Spotify – enten permanent eller midlertidigt.

Tilbage i 2022 var det streamingplatformens fortsatte promovering af podcasten ‘The Joe Rogan Experience’ efter værtens udtalelser om COVID-19-vaccinerne, der ledte til et boycott fra stjerner som Joni Mitchell og Neil Young.

Sidste år var det blandt andre Massive Attack, Xiu Xiu og Deerhoof, der meldte, at de ville fjerne deres musik fra platformen i kølvandet på Spotify-stifter Daniel Eks investering i den tyske forsvarsvirksomhed Helsing.

Flere kunstnere har også kritiseret Spotify for at tillade AI-generet musik på platformen. Og nu tager en dansk musiker den yderste konsekvens og fjerner sin musik fra platformen, som protest mod den AI-generede musik, der er blevet udgivet i hans navn uden samtykke.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto: Adobe Stock

‘Jeg KAN ikke leve med det’

Spotify annoncerede sidste år en række tiltag for at beskytte ægte musikere mod ‘AI-spam’. Men det er altså tilsyneladende stadig et problem.

Det er det i hvert fald for den danske jazzmusiker Carsten Dahl.

Han fortæller i et Facebook-opslag, at han er blevet udsat for ‘identitetstyveri’.

Ifølge ham er AI-generet musik, hvor han figurerer som saxofonist blevet lagt op på Spotify uden hans involvering eller samtykke.

Han mener nemlig, at de ukendte producenter udnytter hans navn og hans mere end 50 tusind månedlige lyttere på Spotify.

Og nu har han fået nok.

“Jeg KAN ikke leve med det. Jeg tvinges til at reagere,” skriver Carsten Dahl blandt andet.

Se også
Johnny Reimar er død – blev 82 år

Reaktionen bliver altså, at Carsten Dahl lukker sin Spotify-profil fra den 1. maj 2026.

Hvis det kommer til at betyde, at hele den 58-årige musikers katalog forsvinder fra platformen, er det altså en hel del musik, der ikke længere vil være tilgængelig på Spotify.

Carsten Dahl står nemlig bag en lang række udgivelser – både som solist og i konstellationer som Carsten Dahl Trio og GinmanBlachmanDahl.

Der er dog en række teknikaliteter, der kommer i spil i forhold til fjernelse af musik fra streamingtjenester. Så det er muligt, at nogle udgivelser vil forblive på platformen – som vi har set med andre boycotts.

Carsten Dahl lægger dog op til, at du anskaffer dig hans musik på anden vis.

“Fremover kan man sende mig en brevdue, hvis man vil købe en CD eller en LP,” skriver han afsluttende i opslaget.