Nu er der nyt i sagen, hvor en børnefamilie blev vækket til AK-47-skud, der kom ind af vinduerne natten til tirsdag.
En børnefamilie fik sig et enormt chok, da der pludselig var lyde af skud og skudhuller i vinduerne på deres lejlighed.
Natten til tirsdag blev der nemlig affyret mindst 14 skud fra et fuldautomatisk AK-47-gevær mod lejligheden i Kastrup.
I lejligheden lå parret og deres tre mindreårige børn og sov. Ingen af dem blev ramt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Indledningsvist havde politiet ikke anholdt nogle, men nu er der nyt i sagen.
To teenagedrenge, der begge er 17 år, nægter sig skyldige i en række alvorlige sigtelser, der blandt andet har forbindelse til en sag om et skyderi mod en lejlighed i Kastrup på Amager.
Det er kommet frem under et grundlovsforhør ved Dommervagten i Vestre Fængsel fredag aften, skriver Ekstra Bladet.
De to 17-årige er blevet varetægtsfængslet i 24 dage, oplyser Københavns Politi til Ritzau.
Den ene af de to 17-årige er sigtet for i dagene op til skyderiet i fællesskab med to andre – en 18-årig og en anden 17-årig, som allerede sidder varetægtsfængslet i sagen – at have fået overdraget automatriflen.
Det var en af de to allerede varetægtsfængslede, der menes at stå bag skyderiet. De er begge sigtet for drabsforsøg.
Den 17-årige, som fredag blev fremstillet i grundlovsforhør, er ligeledes sigtet for et drabsforsøg mod to personer natten til fredag i sidste uge på Lyngbyvej på Østerbro i København.
Her blev der affyret flere skud mod lejlighedens entrédør. Ingen blev ramt af skuddene.
I forbindelse med skyderiet på Lyngbyvej er han sammen med den anden 17-årige, der blev fremstillet fredag, sigtet for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder og for at have transporteret det til en privatadresse i København.
Derudover er de to sigtet for i fællesskab med endnu ukendte medgerningsmænd at have været i besiddelse af en håndgranat, som skulle være bragt til sprængning på et ukendt tidspunkt i København.
Det lykkedes dog ikke, da de to drenge blev anholdt natten til fredag.
Grundlovsforhøret gik i gang klokken 19.00.
Det foregik for lukkede døre, hvilket vil sige, at offentligheden forhindres i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre.
/ritzau/




