Nu kommer flere borgmestre med opråb efter de mange dødsulykker.
Presse-fotos.dk var til stede kort efter, at to biler smadrede frontalt mod hinanden torsdag aften.
“Det ser meget alvorligt ud,” lød meldingen fra vores mand på stedet, og det skulle desværre vise sig at være helt korrekt.
Frontaluheldet endte nemlig med, at to mennesker på tragisk vis mistede livet. Hændelsen torsdag er langt fra den eneste gang, at der har været fatale uheld på strækningen, siden den åbnede i 2020.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I alt har ni personer mistet livet på Hillerødmotorvejens forlængelse, der blot åbnede i 2020.
Det viser en opgørelse, som TV 2 Kosmopol har lavet. Her fremgår det, at der har været seks ulykker med døden til følge.
Politikere i opråb
Situationen er nu så slem, at flere borgmestre er gået sammen om at sende et brev til Vejdirektoratet i håbet om at løse situationen.
Der er tale om borgmestrene i henholdsvis Allerød, Hillerød, Furesø og Gribskov kommune, som opfordrer Vejdirektoratet til at lave en fornyet gennemgang af sikkerhedsforanstaltningerne på strækningen.
TV 2 Kosmopol bringer også et uddrag af brevet.
‘Endnu et alvorligt uheld (giver, red.) anledning til dyb bekymring. Både for trafikanternes sikkerhed og for de medarbejdere, der arbejder på strækningen, skriver borgmestrene blandt andet.
Efter kritikken fra borgmestrene oplyser Vejdirektoratet til DR, at ulykken torsdag vil blive undersøgt.
‘Hastigheden på strækningen er allerede sænket, der er sat oplysningstavler op, og der er øget fartkontrol, mens man er i gang med at ombygge strækningen til motorvej med fysisk midteradskillelse,’ lyder det i en skriftlig kommentar fra Vejdirektoratet til mediet.

