Kommer i påsken: Påvirker en million danskere

Birkepollen, som hovedsageligt er blæst til Danmark, betyder, at Astma-Allergi Danmark nu skyder pollensæsonen i gang.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

De seneste dage har der været høje tal med birkepollen i Østdanmark. De er hovedsageligt blæst til Danmark sydfra – formentligt fra Tyskland, lyder det.

De fleste birketræer i Danmark er ikke blomstret endnu. Men Astma-Allergi Danmark forventer, at det sker i løbet af påsken.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto

Og pollentallet kan blive meget højt, da birketræer ofte frigiver store mængder pollen på kort tid. Det siger kommunikationschef i Astma-Allergi Danmark, Andreas Westergaard, i pressemeddelelsen:

– Samtidig kan birkepollen transporteres langt med vinden og sprede sig over store områder. Det kan føre til pludselige og kraftige symptomer hos mange med pollenallergi i store dele af landet.

Astma-Allergi Danmark vurderer, at omkring en million danskere lider af pollenallergi.

Her er allergi over for birkepollen den mest udbredte form.

Ifølge Astma-Allergi Danmark er sæsonen for birkepollen med tiden både blevet længere og mere intens.

Mængden af birkepollen er steget, ligesom sæsonstarten er blevet tidligere ifølge pressemeddelelsen.

Vejret kan få stor betydning for, hvor mange pollen, der er i luften i de kommende uger.

Ifølge Astma-Allergi Danmark har birketræerne de optimale betingelser for at blomstre, hvis der er sol og varme.

Hvis det samtidig er blæsende, er vinden med til at sprede træernes pollen.

Hvis det derimod regner, bliver pollen vasket ud af luften, lyder det i pressemeddelelsen.

Pollenallergi kaldes også for høfeber, og man kan være allergisk overfor flere typer af pollen.

Symptomerne er typisk røde, kløende øjne, tilstoppet og løbende næse og træthed eller hovedpine.