DMI advarer: Kraftig vind rammer i nat – spænd dine ting fast

DMI advarer om kraftige vindstød i nat og opfordrer til at sikre løse genstande.

Blæst og regn rammer Danmark i nat, og det kan få løse genstande i haver og på terrasser til at flyve rundt.

Har du trampolin eller allerede fundet parasollen frem i marts, er der god grund til at være opmærksom.

Natten til torsdag og i de tidlige morgentimer ventes en ’relativt kraftig’ vind at ramme Danmark, fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Rasmus Stoltze Hansen til B.T.

’Natten bliver med regn i det meste af landet i de tidlige nattetimer og ganske blæsende, hvilket det også vil være i morgen tidlig. I Vestjylland betyder det vindstød op til stormstyrke,’ siger han.

Han anbefaler derfor, at man sikrer løse genstande i haven og på terrassen. Samtidig understreger han, at der ikke er grund til unødig bekymring, da det værste vejr ventes at være overstået torsdag morgen.

Herefter vil vejret gradvist klare op og udvikle sig til en ’ganske pæn dag’ med gode chancer for sol.

Især i Nordjylland kan man se frem til pænt vejr, mens Sydvestjylland kan få en mere skyet dag med enkelte byger fra Nordsøen.

Selvom temperaturen holder sig i den kølige ende, vil den ligge mellem seks og ti grader. Vinden aftager i løbet af dagen til let til frisk, dog med vindstød op mod kulingstyrke.

Se også
17-årig hastet på hospitalet efter alvorligt knivstikkeri
Illustrationsfoto.