Stort område afspærret af politiet: Mand fundet død

Et område omkring nogle lejlighedskomplekser er onsdag afspærret, og det vrimler med politi. Politiet oplyser onsdag, at man undersøger et dødsfald.

Politiet er onsdag eftermiddag talstærkt tilstede i et boligområde, hvor et større område er blevet afspærret.

Det viser billeder fra Presse-fotos.dks udsendte.

Der skulle være både civilt politi, patruljevogne og indsatsleder på stedet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet er massivt til stede onsdag.

Det er på Fenrisvej i Randers, at dramaet udspiller sig.

Til TV 2 Østjylland bekræfter vagtchef hos Østjyllands Politi Rasmus Houmann, at politiet er til stede på adressen.

Vagtchefen kan dog på nuværende tidspunkt ikke sige andet, end at politiet undersøger et mistænkeligt forhold.

Der vil dog komme flere oplysninger på et senere tidspunkt, lyder det til mediet.

Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at der er ankommet teknikere på stedet også.

Opdatering 17.37:

Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at politiets tilstedeværelse skyldes, at man undersøger et dødsfald.

‘Da vi ikke kan udelukke, at der er sket en kriminel handling, foretager vi fortsat grundige undersøgelser på stedet. Vi får dog ikke endelig afklaring af dødsårsagen i dag,’ lyder det.

Det er en mand på 60 år, som er afgået ved døden. Hans pårørende er blevet underrettet.

Borgerne i området har ingen grund til bekymring, lyder det for politikredsen.

Presse-fotos har forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi, men uden held.

Vi følger dog sagen tæt.

Se også
Kæmpe vej spærret i begge retninger: Det er meget alvorligt