Frygtelig flyulykke i New York: Flere døde

Meget voldsomme scener udspiller sig. Kilde: Stringers Hub

Piloten og andenpiloten er døde, efter at et passagerfly er kollideret med et køretøj på en af landingsbanerne i New Yorks lufthavn LaGuardia.

Det oplyser kilder med kendskab til efterforskningen til tv-stationen NBC News.

Myndighederne har ikke umiddelbart bekræftet, om nogen er kommet noget til i forbindelse med kollisionen.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at der er tale om et passagerfly fra Air Canada, der var landet i den amerikanske millionby fra Montreal i Canada.

Ifølge passagerlisten var der 76 mennesker om bord på flyet. Af dem var fire besætningsmedlemmer, meddeler det canadiske luftfartsselskab Jazz Aviation, der er partner med Air Canada, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Flyet ramte køretøjet med en fart på knap 40 kilometer i timen. Det skete ifølge overvågningssiden FlightRadar24, da flyet trillede ned ad landingsbanen, som køretøjet krydsede.

Ifølge de foreløbige oplysninger skulle det være en brandbil, der er stødt sammen med flyet.

Kilder oplyser til NBC News, at flere personer er kvæstet.

Det amerikanske medie CNN skriver, at videoer, som cirkulerer på de sociale medier, viser redningskøretøjer omkring flyet, hvis cockpit ser ud til at være beskadiget.

Hændelsen har fået den amerikanske luftfartsmyndighed til at lukke lufthavnen med begrundelsen om, at det drejer sig om en nødsituation.

Lukningen sker dels i forhold til redningsarbejdet og dels for at kunne undersøge hændelsen tilbundsgående.

Ankommende fly er enten blevet omdirigeret til andre lufthavne eller er fløjet retur, til hvor de lettede fra.

Se også
Voldsom video: Kaos bryder ud efter fodboldkamp
Foto: Screenshot fra X
Foto: X