Det endte i uro, fyrværkeri og politiaktion, da en superligakamp søndag aften gik i opløsning uden for stadion.
Presse-fotos.dk var til stede, da kaos brød ud – se det i videoen øverst i artiklen
Efter slutfløjt udviklede situationen sig hurtigt, da fans fra begge lejre begyndte at kaste fyrværkeri mod hinanden søndag aften. Samtidig nægtede en gruppe udebanetilhængere at forlade området.
Politiet måtte til sidst gribe ind med magt.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

‘Vi havde problemer med at få nogle af FC Midtjyllands fans til at hoppe i busserne og komme væk derfra. Vi trak stavene for at få dem ind i busserne,’ siger vagtchef Lars Even til TV Midtvest.
På optagelser fra stedet ses, hvordan fyrværkeri bliver affyret mod betjente, mens en maskeret person ligger anholdt på jorden.
Flere patruljer, herunder betjente med hunde, blev sat ind for at få styr på situationen og få de sidste fans væk fra området.
Urolighederne fandt sted efter opgøret mellem Viborg FF og FC Midtjylland, hvor omkring 7.000 tilskuere havde været samlet.
I alt seks personer blev anholdt og sigtet for blandt andet overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og maskeringsforbuddet, det oplyser Lars Even til mediet.
Alle er siden blevet løsladt igen.



