Mangler du ny musik til din weekend, behøver du ikke lede længere. Presse-fotos.dk står klar med din weekendplayliste.
Hver fredag strømmer ny dansk musik ud på diverse streamingplatforme.
Det kan virke uoverskueligt at skulle følge med i alle de nye udgivelser, og derfor vil vi her på Presse-fotos.dk gerne give dig en hjælpende hånd.
Herunder får du en række bud på, hvilken ny dansk musik du skal proppe i ørene i løbet af weekenden.
Denne uge byder blandt andet på et comeback til The Minds of 99 og en hævnfantaserende Annika.
(Artiklen fortsætter under billedet)

The Minds of 99 – ‘Dét der udenfor’ (single)
Danmarks største band i nyere tid – og et af de største nogensinde – er klar med deres første nye udgivelse, der ikke er optaget i Parken, siden 2023’s ‘Kult & B-sider’-tilføjelse til ‘Infinity Action’.
‘Dét der udenfor’ er den første single fra The Minds of 99’s kommende album med arbejdstitlen ‘Sjælens alkymi’.
På nær Niels Brandts uvante – men velfungerende – falset i omkvædet er den nye single mere eller mindre, hvad man kunne forvente fra det tilbagevendende femkløver.
Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. For det fungerer jo, ligesom det har fungeret hidtil.
Timingen af ‘Dét der udenfor’ er nærmest så perfekt, som den kan blive.
Nummeret fremstår nemlig som en form for hyldest til den helende effekt, som en tur ud i naturen kan have – særligt hvis man har en at dele oplevelsen med.
Det poppede rocknummer er opløftende og føles – på trods af at Niels Brandt primært synger om sommer og efterår – skræddersyet til den snigende forårsstemning i luften.
Udgivelsesdatoen for ‘Sjælens alkymi’ er endnu ikke afsløret, men med ‘Dét der udenfor’ som førstesingle, bør de i forvejen høje forventninger tage endnu et nøk opad.
Hør nummeret her:
Yör – ‘Aldrig uden dig’ (album)
Med debutpladen ‘Intet så rigtigt’ markerede Yör sig i 2023 som et af de mest spændende bands inden for dansk indiepop.
Siden har de ageret support for Turboweekend og optrådt på en række danske spillesteder og festivaler. Og så har de selvfølgelig arbejdet hårdt på den svære toer.
Efter flere singleudgivelser er ‘Aldrig uden dig’ endelig på gaden. Og udbyttet af de mange timer i studiet er et værk, der for alvor slår fast, at Yör er kommet for at blive.
Lydbilledet er forfinet, let nostalgisk, til tider jazzet og overordnet drømmende, mens Marie Kildebæk både i tekst og vokal kommer så tæt på lytteren, at det næsten er en smule ubehageligt.
På en sang som semi-titelnummeret ‘Jeg går aldrig uden dig’ behersker Yör den dynamiske spændvidde mellem intenst og roligt, nærværende og æterisk på fornemmeste vis.
Særligt på nummerets sidste halvdel, hvor Kildebæks vokal flyder nærmest himmelsk over et atmosfærisk lydlandskab, før ordene ‘uden dig’ kommer tilbage, helt tydeligt og uforstyrret, og nummeret bryder ud i en storslået, følelsesladet finale.
Det er den vekslen mellem det utroligt menneskelige og det nærmest overjordiske, der gør ‘Aldrig uden dig’ til en værdig efterfølger og Yör til et band, som du fortsat bør holde et vågent øje med.
Hør albummet her:
Annika – ‘Livsforladt’ (single)
Den unge popkomet Annika er tilbage med sin første single siden debutalbummet ‘AW’, der gjorde hende til en af sidste års helt store succeshistorier i dansk musik.
På ‘Livsforladt’ skifter Annika perspektiv fra ‘jeg’ til ‘du’ og fortæller i anden person om en kvinde, der giver en utro mand den hårdest mulige straf.
Nummeret – og den tilhørende musikvideo – er hævnfantasi på niveau med ‘Kill Bill’, men uden SZA-hittets ironiske tendenser.
Annika lægger ikke på samme måde fingre imellem på ‘Livsforladt’, hvor hun er helt igennem koldblodig – dog med den distance, at hun rent sprogligt henviser til en anden kvinde end sig selv.
På samme måde er der ikke én snert af sødme at finde i instrumentalen, der med en nærmest western-agtig guitar og en ildevarslende pumpende bas sagtens kunne agere soundtrack til en nyfortolkning af Tarantinos ikoniske hævnfortælling, hvorfra førnævnte SZA-nummer fik sin titel.
Hør nummeret her:
Croatian Amor feat. School of X & Niko – Regret (single)
I godt og vel to årtier har den danske producer, artist og Posh Isolation-medstifter Loke Rahbek haft en enorm indflydelse på den danske undergrundsscene for elektronisk og eksperimenterende musik.
Han har gået under en række aliasser og været en del af et hav af forskellige musikalske projekter – heriblandt Vår, som han stiftede med Iceage-frontmand Elias Rønnenfelt.
Men hans mest vedvarende og internationalt anerkendte kunstnernavn er og bliver Croatian Amor.
Som Croatian Amor har han udgivet et tocifret antal plader og arbejdet sammen med internationale spillere som Yves Tumor og Varg²™.
Loke Rahbek har haft utallige genremæssige berøringsflader i løbet af karrieren. Men særligt i de seneste år som Croatian Amor har han bevæget sig regelmæssigt inden for future garage-genrens verden.
På sidste års samarbejdsalbum med hans gamle band Lust for Youth, ‘All Worlds’, blandede han den atmosfæriske lyd med elementer fra indietronicaen.
Og med den nye single, ‘Regret’, fortsætter danskeren lidt i samme spor.
Nummeret, der kommer i hælene på udgivelsen af en deluxe-udgave af ‘All Worlds’ og januar-singlen ‘Icarus’, har da også to ganske markante danske indie-navne som gæster.
‘Regret’ indeholder nemlig vokaler fra Rasmus Littauer – bedre kendt som School of X – og When Saints Go Machine-forsanger Nikolaj Vonsild – her bare krediteret som Niko.
Nummeret er en atmosfærisk blanding af shufflende trommer, atmosfæriske synths og vokaler, der nærmest drukner i rumklang.
Det er tilpas eksperimenterende til at adskille sig fra den masseproducerede EDM, men poppet nok til at opnå en bredere appel. Og så er det bare umådeligt velproduceret.
Singlen er ikke blevet annonceret som forløber for et kommende album, men både ‘Regret’ og ‘Icarus’ deler en visuel identitet med sidste års ‘Never Give Up, Pt.1: Puer Aeternus’.
Man kunne håbe, at en ‘Pt. 2’ var på vej.
Hør nummeret her:
