Sådan vil LA spare 23 millioner på det offentlige

Der er skattelettelser i milliardklassen i vente, hvis Liberal Alliance får den indflydelse, som partiet håber at få efter det kommende valg.

Det fremgår af den økonomiske plan, som partiet torsdag har fremlagt:

Lavere topskat, ingen top-topskat og heller ingen mellemskat er blandt de forslag, som partiet kommer med.

Det samme er lavere selskabsskat, en lavere skat på aktie- og kapitalafkast og et farvel til den øvre grænse for beskæftigelsesfradraget.

Endelig foreslår partiet, at man skal kunne beholde de første 5000 kroner, man tjener hver måned, uden at der skal betales skat af dem.

Sammenlagt er der tale om lavere skatter og afgifter for 55,5 milliarder kroner – penge, som Liberal Alliance har fundet andre steder på det statslige budget.

Den vigtigste kilde til finansieringen er en reduktion af det offentlige bureaukrati i stat, regioner og kommuner.

Her mener partiet, at man kan finde 23 milliarder kroner ved at sikre, at kommunerne lader sig inspirere af de kommuner, der gør det allerbedst.

Samtidig forventer LA at kunne fjerne de 19.000 ansatte i den statslige sektor, som er kommet til, mens Mette Frederiksen (S) har været statsminister.

Til sammenligning tror Konservative, at partiet kan finde besparelser for 12 milliarder i den offentlige administration ved ikke at genbesætte stillinger, som enten skal erstattes af kunstig intelligens eller forsvinde helt.

Venstres økonomiske plan blev præsenteret i mandags og er blandt andet finansieret med besparelser på offentligt bureaukrati i størrelsesordenen 4,5 milliarder kroner.

Foruden besparelser på administration vil Liberal Alliance også skaffe 8,6 milliarder kroner ved at halvere dagpengeperioden fra to til ét år, ligesom DR’s budget skal beskæres med 2,2 milliarder kroner årligt.

Se også
Janni Ree ramt af voldsom sygdom: Har hostet blod i mange dage