Roskilde Festival inviterer til gratis valgfest i Vega

Hvis du vil mærke valgaftenens spænding og samtidig få en musikalsk oplevelse, har Roskilde Festival, Vega og Tuborg valgfesten til dig.

I årenes løb har adskillige partier fejret valgsejre og drukket gravøl i det tidligere Folkets Hus, spillestedet Vega på Vesterbro.

Det var blandt andet her, Helle Thorning-Schmidt kunne stille sig op på scenen som Danmarks første kvindelige statsminister og sige de berømte ord: ‘Vi gjorde det!’

Men når det sidste kryds er sat tirsdag den 24. marts, åbner Vega dørene til en noget anderledes valgfest.

Sammen med Roskilde Festival og Tuborg har spillestedet nemlig stablet en gratis valgaften på benene. Her er alle velkomne på tværs af partiskel.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den ikoniske sal har tidligere dannet ramme om flere store valgøjeblikke. Foto: Vega

‘En del af et fællesskab’

Ved valgfesten i Vega betyder det ikke noget, hvor du har sat dit kryds.

Valgdagen er en demokratisk festdag, og ved arrangementet i den ikoniske sal kan du fejre den med dine medvælgere på tværs af politiske skel.

”Roskilde Festival er skabt for at gøre en forskel i verden – og vi har en lang tradition for at give unge stemme og liv til deres drømme, både på og udenfor festivalen. Det vil man også kunne se i programmet for valgfesten. Med den hylder vi de værdier, vi står på både som festival og som samfund. Vi fejrer, at vi er del af et fællesskab, der giver mulighed for frit at tage stilling, ytre sine holdninger og engagere sig. Det er vigtigt både at værne om og at fejre, for det kan desværre ikke tages for givet,” udtaler Signe Lopdrup, administrerende direktør og CEO for Roskilde Festival, i en pressemeddelelse.

Se også
Ny kulturborgmester vil se nærmere på ‘øvelokalekrise’

Udover at du selvfølgelig kan følge valgresultaterne live, kan du i løbet af aftenen opleve flere indslag på scenen.

Valgfesten er arrangeret i samarbejde med en række partnere, der alle vil deltage.

Det er indtil videre Operation Dagsværk, Sabaah, Saga, Ungdomsbureauet og Rapolitics.

Sidstnævnte står for et af de musikalske indslag i løbet af aftenen, når de præsenterer freestyle-rap fra scenen.

Albumaktuelle Søn spiller et fuldt band-sæt, og sangerinden Berg spiller et akustisk mini-sæt.