Voldsom udvikling i Vanopslagh-sag: Kyles ud af partiet

Liberal Alliance-folketingskandidaten kom tirsdag med en kras kritik af partilederen, efter at han angiveligt havde fået mundkurv på af partiet.

Det koster en folketingskandidat for Liberal Alliance dyrt, efter at han kritiserede Alex Vanopslagh i kølvandet på partilederens indrømmelser om, at han har taget kokain, mens han stod i spidsen for partiet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Alex Vanopslagh indrømmede søndag, at han har taget kokain, mens han var partileder for Liberal Alliance. (Arkivfoto).

Tirsdag får det nemlig konsekvenser for Martin Mickey Pedersen, der er blevet meddelt, at han er blevet ekskluderet fra partiet på bagkant af hans krasse kritik.

Det skriver Liberal Alliance Sjælland Storkreds til politikeren ifølge B.T.

‘På baggrund af din udtalelse i BT her har bestyrelsen i Liberal Alliance Sjællands Storkreds enstemmigt vedtaget at ekskludere dig fra partiet,’ lyder det i mailen.

Fortsat skriver partiet, at Martin Mickey Pedersen hermed ikke længere folketingskandidat for partiet, men at partiet heller ikke kan nå at tage ham af listen.

B.T. har været i kontakt med Liberal Alliance Sjællands Storkreds formand, Rolf Larsen, der bekræfter, at kandidaten er blevet ekskluderet.

Han ønsker ikke at knytte en kommentar til ekskluderingen, da man ønsker at holde “den slags” internt i partiet, skriver B.T.

Kaldte Vanopslagh for utroværdig efter kokain-indrømmelse

Martin Mickey Pedersen truede mandag i et interview med Folketidende med at forlade partiet, efter at partileder Alex Vanopslagh søndag aften afslørede, at han har taget kokain “en enkelt eller to gange”, mens han var partiformand.

“Jeg kan og vil ikke bakke op om en utroværdig formand”, sagde han til mediet.

Efterfølgende fik han med egne ord mundkurv på fra partiet, men valgte igen tirsdag at stå ved sine indledende udtalelser til B.T.

Her lød det, at Martin Mickey Pedersen stod mere ved sin holdning, dagen efter at han havde sagt den.

“Det her handler ikke om at hænge et menneske ud. Jeg kan godt lide Alex, og jeg har respekt for, at han står frem og tager ansvar. Det kræver mod,” lød det tidligere tirsdag til B.T.

Folketingskandidaten mener dog, at det handler om etik og ansvar i sagen. Det skyldes, at han selv har været tæt på et miljø omkring hårde stoffer, lyder det.

Derfor var tilliden altså svundet ud.

Og det koster som sagt nu for Martin Mickey Pedersen, der ikke længere er velkommen i partiet.

Flere andre partiledere har været ude og tage afstand fra Alex Vanopslaghs kokain-indrømmelser.

Vanopslagh selv har også understreget, at han angrer at have taget kokain som partileder.

Se også
Gav billig benzin til danskerne: Valgstunt kostede DF vildt beløb
Se også
Opstået ud af den blå luft? Regeringen nægter at stå bag afskaffelse af store bededag