Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at bidrage til den mudderkastning, som har været mellem regeringskollegerne Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen.
Der er efterhånden total forvirring i regeringen. Har de, eller har de ikke diskuteret Venstres nye forslag?
Søndag aften havde Troels Lund Poulsen (V) og Mette Frederiksen en drabelig statsminister-duel, der langt fra var slut, da kameraerne slukkede.
Venstre-formanden påstod nemlig, at Mette Frederiksen talte direkte usandt om et Venstre-forslag, der omhandler at udvide værnepligten. Her pointerede statsministeren, at det forslag allerede var blevet drøftet og vedtaget i SVM-regeringen, men at de ikke nåede at offentliggøre det.
Den udlægning var Troels Lund Poulsen bestemt ikke enig i.
‘Vi har været vidne til, at Mette Frederiksen har talt usandt. Det, jeg fremlægger i aften, har vi ikke truffet beslutning om, inden valget blev udskrevet,’ lyder det fra Troels Lund Poulsen til den fremmødte presse efter debatten, herunder Ekstra Bladet og DR.
Ifølge den blå statsministerkandidat, så skal Danmark have 6.500 værnepligtige, med det mål, at få tallet tredoblet inden 2035.
Lars Løkker klapper i
Troels Lund Poulsen mener, at Venstre kom med en nyhed, og at Mette Frederiksen lyver.
En mand, der kunne opklare mystikken, var den tredje partileder i regeringen, men han vælger altså at klappe i som en østers.
‘Jeg synes, at selv om vi er i valgkamp, at vi skal overholde en god leveregel: At vi ikke refererer til interne møder i regeringen. Man kan jo notere, det kan alle se, at regeringen ikke har meldt noget ud,’ siger han ifølge Ritzau.
Sender soldat i marken
Når det blæser omkring Socialdemokratiet, har de altid en tro væbner klar, der kaster sig ind foran deres formand, Mette Frederiksen.
Denne gang er det finansminister Nicolai Wammen, der træder ud på den politiske slagmark og sender et verbalt angreb efter Troels Lund Poulsen.
Det gør han i en mail til Ekstra Bladet.
‘Troels Lund Poulsen må være meget ked af sin indsats i duellen med statsministeren, siden han efterfølgende har beskyldt hende for at tale usandt,’ skriver han, hvorefter han gør klart, at regeringen har drøftet politikken, som Troels Lund Poulsen fremsagde.
Han understreger også, at det er trist, at ‘Troels Lund Poulsen forsøger at skabe splid om landets forsvar i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for sammenhold i Danmark.
Han redegør dog ikke for, at forslaget skulle være vedtaget.