Der er behov for en akutpakke til børne- og ungepsykiatrien, som skal få ventetiden ned.
Det mener Socialdemokratiet, som foreslår at afsætte en milliard kroner over 2026 og 2027.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med Politiken:
– Det gør et stort indtryk, når jeg møder nogle af de familier, som er ramt af det her. Det er, som om livet bliver sat på pause på den dårlige måde, når man bare går og venter.
Pengene, som Socialdemokratiet vil bruge, kommer oven i de 4,6 milliarder kroner, der allerede er afsat til 10-årsplanen for psykiatrien.
Ifølge Socialdemokratiet skal kapaciteten skrues op både hos hospitalspsykiatrien og hos de praktiserende speciallæger.
Politiken skriver, at partiet foreslår, at det blandt andet skal ske ved at bruge psykologer og sygeplejersker til flere opgaver.
Man vil også hente psykiatere fra voksenpsykiatrien til at behandle og udrede de teenagere, der er tæt på 18 år.
Men Socialdemokratiet vil også tale med organisationerne på området ifølge avisen.
Politiken skriver, at Socialdemokratiet vil betale for akutpakken ved at beholde chokolade- og sukkervareafgiften.
Den nuværende regering har aftalt at afskaffe afgiften, og den skulle efter planen træde i kraft til sommer.
Men under valgkampen har også Moderaterne lanceret et udspil, som partiet vil finansiere med at beholde afgiften.
Pengene til Socialdemokratiets akutpakke skal også findes under økonomiforhandlingerne med regionerne, skriver Politiken.
Ifølge tal fra Sundhedsdatabanken ventede børn og unge i gennemsnit 165 dage på at blive udredt i psykiatrien i fjerde kvartal.
Samtidig var det kun 13 procent af patienterne i 2025’s sidste kvartal, som blev udredt inden for 30 dage. I psykiatrien har man krav på at udredt inden for 30 dage.
