Torsdag formiddag er der en kæmpe nyhed fra Københavns Zoo, hvor en ny unge er født. Samtidig er der vilde meldinger om, hvordan fødslen foregik, da andre hunner i flokken dannede en beskyttende ring om den nye mor
Fødslen foregik uden menneskelig indblanding. Til gengæld fik den nyudklækkede mor støtte fra de ældre hunner i flokken.
‘Alle hunnerne trådte til og dannede en cirkel omkring den nye unge. I naturen kan det være afgørende for ungens sikkerhed, fordi flokken beskytter den mod rovdyr,’ siger dyrepasser Andreas Jensen i en pressemeddelelse fra Københavns Zoo.
Dyrepassere og dyrlæger følger mor og unge tæt i de første dage efter fødslen, fortæller dyrlæge Louise Martin.
‘Vi tager det stille og roligt, fordi elefanter kan være følsomme over for støj og uro. Mor og unge har det godt, men vi holder naturligvis ekstra øje med dem i den første tid,’ siger hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Elefantflokken i Zoologisk Have i København har fået et nyt medlem.
Natten til onsdag fødte den asiatiske hunelefant Mun nemlig en hanunge, skriver Zoologisk Have i en pressemeddelelse.
Hunelefanten var drægtig i 22 måneder, inden hun fødte sin unge onsdag klokken 03.54.
For at give ro omkring den nye familie holder Zoologisk Have i de kommende dage den nederste etage af elefanthuset lukket for gæster.
Gæster kan dog være heldige at få et glimt af elefantungen fra et stort glasparti på elefanthusets første sal.
Det er relativt sjældent, at asiatiske elefanter bliver født i zoologiske haver. På verdensplan blev der sidste år registreret 14 fødsler.
Den nybagte elefantmor i Zoologiske Have er fem et halvt år gammel, hvilket er forholdsvist ungt for en elefant at blive mor.
– Det er altid en stor begivenhed, når en elefantunge bliver født. Med Mun er det ekstra bemærkelsesværdigt, fordi hun kun er fem et halvt år gammel.
– Hunner får normalt først deres første unge som otte-niårige, så hun har været tidligt ude. Alligevel er fødslen gået over al forventning, og hun udviser alle de rigtige moderinstinkter, siger Andreas Jensen.
Elefantungen har endnu ikke fået et navn.
Ungens mor har tidligere været ramt af et alvorligt angreb af elefantherpesvirus, som kan koste elefanter livet, men er kommet sig.
På grund af medicinen, som Mun fik i forbindelse med sygdommen, mistede hun store dele af sit højre øre og lidt af det venstre.
Den asiatiske elefant adskiller sig fra den afrikanske savanneelefant og den afrikanske skovelefant blandt andet ved, at den er mindre og har mindre ører.
En nyfødt elefant vejer typisk mellem 70 og 90 kg.






