Kæmpe demonstration foran Noma: ‘Noma knækkede mig‘

Demonstranter mødte op foran Nomas pop up-restaurant i Los Angeles og efterlyste bedre løn- og arbejdsforhold.

Demonstranter mødte onsdag op foran Nomas pop up-restaurant i den amerikanske storby Los Angeles for at gøre opmærksom på arbejdsforhold og lønninger hos Noma.

Det beretter det amerikanske medie Los Angeles Times.

En gruppe på omkring 12 personer havde medbragt skilte, hvor der stod “Noma broke me” og “Unpaid labor built your empire”.

Det kan oversættes til “Noma knækkede mig” og “Dit imperium er bygget på ulønnet arbejdskraft”.

Forud for åbningen af pop up-restauranten har mediet The New York Times bragt en historie med tidligere Noma-ansatte, der sagde, at de var blevet slået i ansigtet med køkkenredskaber af køkkenchef René Redzepi.

35 tidligere ansatte stod frem i artiklen og fortalte om oplevelser, der var foregået fra 2009 til 2017.

Omkring 30 af dem fortalte, at det var “rutine” at blive slået af Redzepi og andre chefer.

Natten til torsdag meddelte Redzepi på det sociale medie Instagram, at han trækker sig fra sin stilling.

I opslaget gjorde den nu tidligere køkkenchef det klart, at pop up-restauranten i Los Angeles vil åbne som planlagt. Den skal efter planen servere mad i de næste 16 uger.

Prisen for at spise frokost eller aftensmad på restauranten koster 1500 dollar per kuvert. Det svarer til 9700 kroner.

/ritzau/

Se også
Mødte baby-kidnapper på gaden: Det sagde han
Illustrationsfoto.