Et af de mest fremadstormende bands på den danske punkscene udgiver snart nyt album. I den forbindelse giver de koncert i Lille Vega til december.
Allerede inden udgivelsen af deres debutalbum har dansk-britiske Users bidt sig fast som et af de mest hypede punkbands på den danske scene.
Med en række systemkritiske og øreringende post-punknumre har bandet allerede givet prøver på deres enorme potentiale. Men med debutpladen ‘Welcome to Civilization’ bliver diskografien altså udbygget markant.
Albummet udkommer – selvfølgelig, fristes man til at sige – på arbejdernes internationale kampdag den 1. maj.
Og lidt over syv måneder senere, kan du opleve bandets brutale og arbejdersolidariske lyd folde sig ud, der hvor punkmusikken lever bedst: På scenen foran et ellevildt publikum.
‘Defund the police’
Users indtager nemlig Lille Vega den 12. december 2026 med en sætliste, der givetvis kommer til at være domineret af debutpladens numre.
Fans har allerede fået tre smagsprøver fra pladen, hvis udgivelse er mindre end to måneder væk.
Først kom albummets titelnummer tilbage i oktober, og senere kom ‘Gentrification’ og ‘Pigs on Horses’.
Ligesom bandets to tidligere singleudgivelser fra 2024 har de nye numre det til fælles, at Users hele vejen igennem nægter at censurere sig selv.
På seneste single ‘Pigs on Horses’ lægger Sean Michael Flaherty Seldorf for eksempel ingen fingre imellem, når han udbryder: ‘Defund the police!’
Users består foruden frontmanden af guitarist Esbjørn Hannibal Hermansson, trommeslager Oskar Lauritzen Meyer og bassist Sune Weisberg Danger.
Og hver enkelt medlem af kvartetten spiller med en mesterlig blanding af præcision og vildskab, som kun de bedste punkbands formår at gøre det.
Bandets arbejderklassepunk har da også vundet dem stor anmelderros og hype blandt danske publikum.
Det København-baserede band har blandt andet optrådt på Spot Festival og Roskilde Festival.
Men nu kan du altså opleve dem på Lille Vega, hvor du selv på en kold decemberaften nok skal få varmen.
Billetsalget er startet. Du kan læse mere og købe billetter her.