Den danske popstjerne overrasker stort med en ny annonceringen, der kommer få måneder inden hans største danske koncert til dato.
Det er næsten ikke til at tro, at Christopher Lund Nissen – eller bare Christopher – fortsat blot er 34 år gammel.
Den danske sanger har været mere eller mindre fast inventar i det danske poplandskab i snart 15 år.
Siden han som blot 19-årig debuterede med singlen ‘Against the Odds’, har han haft adskillige store hits som ‘CPH Girls’, ‘I Won’t Let You Down’ og ‘My Heart’.
Nu har han et nyt album på vej, og i den forbindelse gør han noget, som han aldrig før har gjort.
Ny single markerer et nyt kapitel
I et Instagram-opslag løfter Christopher sløret for sin nye single, der bliver den første fra det kommende album.
Singlen har fået titlen ‘Ham med guitaren’, og den skarpe Chrisser-fan vil nok bide mærke i noget særligt ved den titel.
Den er nemlig dansk.
Christopher har gennem hele karrieren fokuseret på engelsksprogede tekster – blandt andet i et forsøg på at slå igennem i udlandet.
Den krølhårede popstjerne har ganske vist udgivet et par numre på dansk, men det har været uden for albumregi – for eksempel joke-sangen ‘First Like’ og titelmelodien til julekalenderen ‘Valdes Jul – Skovens Vogter’.
Sidste år udgav Christopher dog ‘Hvor var jeg endt’ med den tidligere Cityboi Thor Farlov. Og siden har han tilsyneladende fortsat i det dansksprogede spor.
Sangeren kan nemlig melde, at det kommende album bliver hans første dansksprogede album nogensinde.
Vil Chrisser være mere folkelig?
‘Ham med guitaren’ udkommer på fredag, men udgivelsesdatoen for det kommende album er fortsat ukendt.
Der er dog en vis sandsynlighed for, at den dansksprogede plade udkommer i de kommende måneder – forud for Christophers største danske koncert i karrieren. Den 13. juni indtager han nemlig Valbyparken.
“Hele Danmark er inviteret,” udtalte han i en pressemeddelelse, da koncerten blev annonceret.
Det virker altså til, at Christopher drømmer om en stor folkelig fest. Og han har da også i forvejen en ganske bred appel, men det danske sprog kan måske tilføje nye dimensioner til folkeligheden.
Historisk har det i hvert fald fungeret godt for folkekære kunstnere som Kim Larsen og Anne Linnet. Og i disse år samler Aphaca en generation igennem udelukkende dansksprogede tekster.
Om det kommende album får den effekt for Christoper, må tiden vise. Første testaffyring kommer fredag med ‘Ham med guitaren’.