Dansk Skuespillerforbund og Det Ny Teater er dybt uenige på flere punkter. Det leder nu til et hårdt tiltag fra forbundet.
“En enig bestyrelse i forbundet har netop besluttet, at vi skal gøre brug af et af de tungeste redskaber i værktøjskassen (…)”
Sådan lyder det i en særlig informationsmail, som Dansk Skuespillerforbund har sendt ud til deres cirka 2400 medlemmer.
Mailen kommer på baggrund af mislykkede forhandlinger mellem forbundet og Det Ny Teater på Vesterbro.
Det er særligt to ‘helt centrale’ forhold, der skiller de to parter ad. Og derfor tager skuespillerforbundet nu drastiske midler i brug.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Handler om grundlæggende vilkår’
De to centrale forhold, som Dansk Skuespillerforbund og Det Ny Teater har været uenige om, er ‘arbejdstiden i prøveperioden og længden på prolongationsperioden’.
I en nyhed på forbundets hjemmeside uddybes de to forhold.
Her lyder det, at teatret kræver mulighed for arbejdsuger på op til 40 uger, og at medvirkende skal stå til rådighed i 28 dage, mens teatret tager stilling til, om en forestilling skal forlænges. I den periode bliver kunstnerne ikke betalt, og de kan samtidig ikke tage andet arbejde.
“Det handler om grundlæggende vilkår for, hvordan man kan arbejde og opretholde et sundt arbejdsliv anno 2026. Og det er vilkår, der ikke kun har betydning på Det Ny Teater, men som er med til at sætte standarden for branchen som helhed,” lyder det i medlemsmailen fra Dansk Skuespillerforbund.
Uenighederne leder nu til en omfattende blokade mod Det Ny Teater.
Det betyder, at forbundets medlemmer – der tæller professionelle skuespillere, operasangere, musicalperformere, dansere og koreografer – ikke må indgå nye kontrakter med teatret, mens blokaden er i kraft.
Blokaden træder i kraft onsdag den 11. marts 2026. Samme dag afholder Dansk Skuespillerforbund et stormøde om blokaden.
“Det er en situation, vi meget sjældent står i. Men når forhandlinger bryder sammen og vi ikke kan nå til enighed om helt afgørende punkter i en overenskomst, er vi simpelthen nødt til at reagere og vise vores styrke som kollegaer og fagforbund,” skriver Dansk Skuespillerforbunds forperson Benjamin Boe Rasmussen og næstforperson Jakob Fauerby på bestyrelsens vegne i mailen.
I mailen lyder det desuden, at beslutningen møder fuld opbakning fra andre fagorganisationer som Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund og FH.
