Disse nye danske udgivelser skal du høre i uge 10

Illustrationsfoto.

Mangler du ny musik til din weekend, behøver du ikke lede længere. Presse-fotos.dk står klar med din weekendplayliste.

Hver fredag strømmer ny dansk musik ud på diverse streamingplatforme.

Det kan virke uoverskueligt at skulle følge med i alle de nye udgivelser, og derfor vil vi her på Presse-fotos.dk gerne give dig en hjælpende hånd.

Herunder får du en række bud på, hvilken ny dansk musik du skal proppe i ørene i løbet af weekenden.

Denne uge byder blandt andet på et længeventet debutalbum og et plaster på såret fra en af Danmarks største stjerner, der for nylig måtte aflyse sin kommende turné.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Farveblind har snart et nyt album på gaden. Nu udgiver de en af karrierens stærkeste singler. PR-foto.

Farveblind feat. K.Flay – ‘Things’ (single)

Selvom de ikke har været blege for at eksperimentere med forskellige genre-elementer og gæsteartister i deres musik, har den danske producertrio Farveblind mest af alt gjort sig bemærket inden for den elektroniske musiks verden.

Men i opløbet til udgivelsen af debutpladen ‘Micro Pleasures’ har trioen i højre grad end før leget med deres lyd.

Singler som ‘Micro Pleasures’ og ‘Salary Man’ ligger relativt tæt op af Farveblinds vanlige rave-venlige lyd – om end sidstnævnte byder på en feature fra post-punkbandet Users.

Men albummet byder samtidig på numre som ‘Natural Behaviour’ og ‘Battle Lady-Like’, der – fortsat med tydelige elektroniske elementer – trækker trioens lyd i en mere alt-rocket og post-punket retning.

Se også
Disse nye danske udgivelser skal du høre i uge 9

Nu er Farveblind klar med det kommende albums måske stærkeste single til dato i form af ‘Things’.

Nummeret, der både med teksten og den kaotiske musikvideo prikker til det moderne samfunds grådige og materialistiske forbrugsvaner, gæstes af amerikanske K.Flay.

Amerikaneren, hvis vokal ofte lægger i spændrummet mellem sang og rap, tale-synger nærmest over Farveblinds stærke produktion, der blander post-punket bas med synthesizere, der veksler mellem det nærmest funkede, det atmosfæriske og det komplet kaotiske.

“Hun har en totalt tilbagelænet cool energi, der paradoksalt nok gav trackets hypnotiske bass-riff en endnu mere punchy attitude. Samtidig er hendes tekst om et forskruet, moderne forbrugssamfund både direkte og modstridende. Et klart politisk opgør rettet mod verden omkring os, der også er befriende selvransagende,” udtaler trioen i en pressemeddelelse om samarbejdet med K.Flay.

Fans kan se frem til at opleve nummeret live, når Farveblind tager deres nye album med på turné i efteråret.

Hør nummeret her:

Katinka – ‘Tømmermænd’ (single)

I et Instagram-opslag beskriver Katinka selv sin nye single som ‘en sang om at blive trådt på og så opdage, at man faktisk ikke er et gulvtæppe – at man faktisk godt kan gå sin vej.’

På ‘Tømmermænd’ sammenligner sangerinden en personlig relation med en drink, der giver voldsomme (moralske) tømmermænd.

Lydtæppet er poprocket med et snert af 80’er-synths, og Katinka leverer endnu en velskrevet og personligt vedkommende tekst.

‘Tæmmermænd’ er den fjerde nye single fra Katinka, siden hun gik solo for lidt over et år siden.

Hør nummeret her:

Mø – ‘Hunnybån / Fine Curls’ (dobbeltsingle)

I den seneste tid har Mø desværre måttet aflyse en række koncerter i både ind- og udland for at passe på sit helbred.

Nu kan hun give sine fans et plaster på såret i form af to nye numre.

I et Instagram-opslag fortæller den fynske popstjerne, at både ‘Hunnybån’ og ‘Fine Curls’ blev skrevet i slutningen af hendes seneste albumcyklus.

Nu får de – som hun selv udtrykker det – deres eget ‘moment’.

Dobbeltsinglen byder på to ganske forskellige numre. ‘Hunnybån’ er et elektronisk popnummer med bombastiske trommer og en nærmest flabet vokal. ‘Fine Curls’ er på den anden side en mere dybfølt og atmosfærisk skæring.

Uanset hvilken side af Mø, du er til, kan numrene måske stille sulten, mens hun tager en pause fra turnélivet og arbejder på ny musik i 2026.

Hør de to numre her:

Milo – ‘$chmoney’ (album)

Milo single-debuterede i 2020 med ‘41,6 dage’. Siden har fans ventet i spænding på et debutalbum fra den hypede sanger og rapper.

I mellemtiden har han udgivet en række stærke singler og medvirket på populære numre fra artister som Anthon Edwards og Mas.

Men nu kan han endelig selv smide en plade på gaden i form af ‘$chmoney’.

På debuten fatter Milo sig i korthed, da lytteoplevelsen er overstået på 27 minuter fordelt over ti numre.

Lyden er tilbagelænet og tekstuniverset er bittersødt, mens vokalerne veksler mellem sang og melodiøs rap.

Milo får også prominent selskab på pladen, der gæstes af både kometsangerinden Sira Jovina og stjernerapperen Noah Carter.

Sidstnævnte falder naturligt ind i det introspektive og varme univers med et dybfølt vers på ‘Hvornår’, der fungerer som et højdepunkt på albummet.

Hør albummet her:

Smag På Dig Selv – ‘This Is Why We Lost’ (album)

Fra Milos rolige debutplade bevæger vi os over i den stikmodsatte boldgade med Smag På Dig Selvs andet album ‘This Is Why We Lost’.

Trioen er hurtigt blevet et af de mest eftertragtede live-navne på den danske scene med en lyd, der blander jazz, elektronisk musik og punk.

Det lyder kaotisk, og det er det bestemt også på den nye skive fra gruppen.

Albert Holbergs trommer lyder i ét moment som et tambourkorps i fuld vigør og i et andet som en narkotikafyldt nat på den skumleste hard techno-klub.

Imens veksler Oliver Lauridsen og Thorbjørn Øllgard på saxofon mellem det kaotiske og melankolsk smukke og finder problemfrit deres plads i lydbilledet, selvom produktionen er langt mere elektronisk end på debuten.

‘This Is Why We Lost’ er Smag På Dig Selvs hidtil mest gennemførte projekt og leger tilpas meget med formlen til, at den særegne lyd aldrig bliver en gimmick.

Hør albummet her: