Arrangørerne af festivalen kan samtidig med offentliggørelsen af fire nye navne bemærke, at billetsalget går strygende.
Mens den danske festivalsommer nærmer sig med hastige skridt, er festivalplakaterne for alvor ved at tage form.
På den bornholmske Wonderfestiwall har de allerede annonceret store navne som Kesi, Benjamin Hav & Familien, Dizzy Mizz Lizzy og det svenske hitband The Cardigans.
Interessen for solskinsøens største musikfestival er ifølge arrangørerne stor, og festivalen har da også kunnet melde udsolgt de sidste tre år.
Nu kan Wonderfestiwall lokke yderligere med fire stærke navne, der både byder på gensyn og nye stjerneskud.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Store stjerner vender tilbage
Torsdag kan Wonderfestiwall-arrangørerne løfte sløret for fire danske navne, der finder plads på årets plakat.
To af dem har tidligere mærket kærligheden på Slotslyngen ved Hammershus.
Saveus – også kendt som ‘Martin fra X Factor’ – besøgte senest festivalen i 2024.
I 2026 kan publikum igen glæde sig til at opleve euforiske numre som ‘Ready to Die’ og ‘Himalaya’.
Den anden tilbagevendende ‘Wonder-darling’ er den fløjlsbløde hitmager Burhan G.
Han optrådte senest med numre som ‘Mest ondt’ og ‘Jeg vil ha’ dig for mig selv’ på festivalen i 2022.
Nyt stjernedrys på plakaten
De to etablerede stjerner får selskab på årets Wonderfestiwall af to spændende og fremadstormende navne.
Københavner-bandet Søn er godt nok ikke helt nye på scenen, da deres debut-EP ‘Autobahn’ blev sluppet løs for mere end otte år siden.
Men i 2026 virker de tættere på det helt store gennembrud end nogensinde før.
I februar udgav bandet deres selvbetitlede plade, der indeholder populære numre som ‘Pissoir’ og ‘Skabt til at være to’.
På ‘Søn’ blander bandet det sure med det søde og det klubvenlige med det subtile.
Mens Søn ofte leger med den elektroniske lyd i et indie-popunivers, byder Elsked på en decideret kluboplevelse.
Gruppen, der debuterede i 2023 med singlen ‘1000 hænder’ har dog også for vane at blande den elektroniske lyd med elementer fra blandt andet pop, rap og rock.
Elsked tager populære og dansevenlige numre som ‘4 øjne’, ‘Lighter’ og senest ‘Dæmon’ med til Wonderfestiwall.
Festivalens medarrangør Daniel Mühlendorph glæder sig over tilføjelsen af de fire nye navne:
“Vi kan virkelig begynde at mærke, at sommeren nærmer sig. Med offentliggørelsen af Saveus, Burhan G, Søn og Elsked tager festivalen endnu et skridt tættere på august, og interessen kan virkelig mærkes i vores billetsalg,” udtaler han i en pressemeddelelse.
Mühlendorph opfordrer samtidig til at handle hurtigt, hvis man vil sikre sig en billet til årets Wonderfestiwall.
“Vi kan se at billetsalget virkelig er taget til de sidste par uger, så folk skal til at få købt deres billet, hvis de vil med i år,” lyder det.
