Dansk festival annoncerer nye navne og hyldest til afdød country-legende

Illustrationsfoto.

Årets Tønder Festival byder på en storslået hyldestkoncert til ære for en af de helt store amerikanske sangskrivere.

I Sønderjylland, helt tæt på den tyske grænse, har de en festival med et ganske særligt DNA.

Tønder Festival har nemlig et specielt fokus på folk- og rootsmusik og er blandt Nordeuropas største festivaler af sin slags.

Den sønderjyske festival har allerede annonceret store internationale navne som den 14-dobbelte Grammy-vinder Emmylou Harris og canadiske Daniel Lanois, der har produceret for blandt andre Bob Dylan og Neil Young.

Nu kan arrangørerne løfte sløret for yderligere internationale navne samt en særlig hyldest til country-legenden Kris Kristofferson.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Line-uppet til den store Kris Kristofferson-hyldest. Foto: Tønder Festival

En legende på flere fronter

Den amerikanske musiker og skuespiller Kris Kristofferson gik bort i en alder af 88 den 28. september 2024.

Den Grammy-vindende outlaw country-pioner stod bag ikoniske numre som ‘Me and Bobby McGee’, ‘Help Me Make It Through the Night’ og ‘Sunday Mornin’ Comin’ Down’.

I filmens verden er han blandt andet kendt for sin medvirken i 1976-udgaven af ‘A Star Is Born’, hvor han spillede over for Barbra Streisand.

I 2004 blev han optaget i countrymusikkens hall of fame. Ti år senere modtog han en Grammy Lifetime Achievement Award.

På Tønder Festival vil en stjernerække af danske og internationale solister blive bakket op af et stærkt band, når de fortolker en række af Kristoffersons numre.

De danske kunstnere er Steen Jørgensen, Selina Gin, Kira Skov og Mike Andersen. Canadiske Joce Reyome og Ron Sexsmith leverer det internationale islæt.

Se også
Fire legendariske bands annoncerer anden fælleskoncert i Danmark

Direkte fra genres arnested

Dagens annoncering byder udover hyldestkoncerten på yderligere fem nye navne på plakaten.

To af disse navne kommer fra fra den moderne folks fødeland, USA.

Det er indiefolk-trioen Oliver Hazard og den unge singer-songwriter Ken Pomeroy.

Begge giver deres eneste danske koncert i 2026 på Tønder Festival.

På den danske front kan festivalen annoncere det esbjergensiske Folk Ensemble samt radiobrødrene Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe fra Radio Mars.

Og så bliver det helt lokalt, når folkBALTICA Ensemblet, der består af unge talenter fra begge sider af den dansk-tyske grænse, træder ind på scenen.