Det vækkede harme, da en gruppe mennesker søndag var mødt op til en hyldest til Irans præstestyres afdøde leder, ayatollah Khamenei. Nu afviser han, at den iranske leder skulle have været brutal mod sit eget folk.
USA indledte lørdag et angreb mod Iran, der dræbte den iranske leder ayatollah Ali Khamenei og en række af landets andre ledende figurer.
Det skabte stor jubel fra eksil iranere rundt omkring i verden, og selv i den iranske hovedstad, Teheran, var der meldinger om fejring.
Men mens mange fejrede drabet af iranske leder, var en gruppe mennesker søndag aften mødt op på Den Røde Plads på Nørrebro i København for at holde en mindehøjtidelighed til ære for Khamenei.
Det skabte mange reaktioner hos flere politikere, og nu forsvarer en af medarrangørerne hyldesten til Khamenei, der af mange vil blive omtalt som en brutal leder, grundet hans mange drab på civile og opsigtsvækkende afstraffelsesmetoder.
“Vi ville mindes ham, fordi han for os var en spirituel og religiøs leder, som havde en stor symbolsk betydning i kampen mod USA og Israel, siger medarrangør Muhamad Ali Haider Sade til TV 2.
Han fortæller videre, at Ali Khamenei stod for en kamp mod landene, som de fremmødtes forældre har ført, og de derfor ønsker nu at tage videre.
Der har i Iran over den seneste tid været massive protester mod Khamenei, og ifølge den USA-baserede menneskerettighedsorganisation HRANA er over 7000 demonstranter blevet dræbt af Irans regime siden slut december.
Det stærkt religiøse præstestyre, der blev dannet efter revolutionen i 1979, er også blevet kritiseret for gennem tiden at bruge henrettelsesmetoder som stening og hængning, hvis eksempelvis kvinder er utro i landet.
Alligevel afviser Muhamed Ali Haider Sade, at Khamenei, der har siddet på magten siden 1989, skulle være brutal.
“Jeg vil ikke sige, at han har været ekstremt brutal over for sin befolkning. Det er ikke min oplevelse,” siger han til TV 2.
Troels Lund raser mod medarrangør
Det er dog ikke en kommentar, der falder i god jord hos Venstres statsministerkandidat Troels Lund Poulsen.
I et opslag på facebook kalder han det “fuldstændig forrykt” og henviser til præstestyrets undertrykkelse.
“Ayatollah Ali Khamenei bør ikke være forbillede for nogen i Danmark eller resten af verden. Og at der findes mørkemænd i vores land, som hylder ham, bestyrker mig kun i, at vi skal have strammet udlændingepolitikken i Danmark.”
“Hvis man vil Danmark, så hylder man ikke Khamenei, så hylder man i stedet kvinder, ligestilling og frihed!” lyder det i opslaget
Flere andre politiker har som sagt allerede udtrykt sin utilfredshed med demonstrationen. Det kan du læse mere om her.
Udlændinge- og Integrationsminister Rasmus Stoklund (S) har blandt andet sagt udtalte efter mindehøjtideligheden, at deltagerne bør “rejse hjem”.
Men Muhamed Ali Haider Sade fastslår, at det ikke har noget med sagen at gøre, og han reagerer, fordi han ser noget “uretfærdighed”.
“Jeg er født og opvokset i Danmark. Det er ikke det, det handler om. Det handler om, at jeg ser noget uretfærdighed ske. Jeg ser en masse anklager mod et folk,” lyder det til TV 2.


