Hvert år mødes en lang række piger til årets pige-DM i skak. Denne lørdag var det Bolbro, der var vært for den helt store hjernegymnastik.
Lørdag den 28. februar blev der tænkt, så det knagede i Bolbro Brugerhus.
Her dystede 64 piger under 20 år mod hinanden om pokalerne ved Dansk Skoleskaks årlige pige-DM.
I seks aldersgrupper skulle seks nye danmarksmestre findes, og der blev kæmpet med næb og klør – og snilde – til det sidste.
Det var den lokale Læseforeningens Skakklub, der i år stod for værtsskabet ved mesterskabet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Et socialt fællesskab
Pige-DM er blevet afholdt hvert år siden 1983 og startede med et mål om at støtte pigerne, der var i undertal i landets skoleskakklubber.
Der er sket lidt siden, men skakkens verden er stadig i høj grad et mande- og drengedomineret miljø.
Derfor er pige-DM fortsat en stor dag for skakpigerne hvert år.
Med Danmarksmesterskaberne giver Dansk Skoleskak ikke bare pigerne mulighed for at duellere mod hinanden.
Eventet er nemlig i høj grad også en social begivenhed, der styrker tilhørsforholdet blandt pigerne, der kan samles om en fælles hobby.
Samtidig er mesterskabet en hyggelig dag for deltagernes familier, der nyder at følge med på sidelinjen.
Alle piger under 20 er velkomne ved DM uanset niveau. Mesterskaberne kunne i år blandt andet lade sig gøre takket være sponsorerne Vallø Stift og Kvindernes Bygnings Fond samt frivillige kræfter.
Fra førskolebørn til gymnasiepiger
Ved Pige-DM dystes der som udgangspunkt i seks grupper fra A til F.
De ældste, gruppe A, er piger, der i det indeværende år fylder mellem 17 og 20 år og går på en ungdomsuddannelse.
I gruppe F deltager piger, der er førskolebørn eller går i 0., 1. eller 2. klasse.
Er der få deltagere i en bestemt gruppe, kan nogle grupper slås sammen af sportslige hensyn. Men der findes altid en vinder inden for hver aldersgruppe.
Hver gruppevinder modtager en vandrepokal som Danmarksmester, mens de tre bedste i gruppen vinder en pokal, som de må beholde.
Alle deltagere får desuden en såkaldt erindringspræmie.
Pigerne har 30 minutters betænkningstid i hver runde – bortset fra de yngste deltagere, der spiller dobbelt så mange runder, men med 15 minutters betænkningstid.







