USA har med landets præsident, Donald Trump, i spidsen længe gjort alvorlige tilnærmelser for at overtage Grønland. Nu sker en ny og kryptisk udvikling i den sag
Første begyndte Donald Trump offentligt at udtale, at han ville købe Grønland af Danmark.
Forslagene blev dog afvist, men den amerikanske præsident har i sin anden periode alligevel holdt blikket fast rettet mod den store, arktiske, der er en del af det Kongeriget Danmark.
Senere begyndte Donald Trump at gøre mere alvorlige forsøg på at overtage Grønland, da han ikke sendte amerikanere til øen for at tale med grønlænderne, da han ikke ville afvise at angribe militært, og da han truede med økonomisk pres på Danmark.
Nu sker en ny udvikling.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Et amerikansk militær hospitalsskib er på vej til Grønland.
Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, natten til søndag dansk tid på sit sociale medie, Truth Social.
Trump skriver i et kryptisk opslag, at det militære hospitalsskib skal tage sig af mange mennesker, der er syge.
Hospitalsskibet rejser mod Grønland i samarbejde med Louisianas guvernør, Jeff Landry, som præsidenten i december udnævnte til særlig udsending for Grønland.
– Sammen med den fantastiske guvernør i Louisiana, Jeff Landry, vil vi sende et fantastisk hospitalsskib til Grønland for at tage sig af de mange mennesker, der er syge, og som ikke får den nødvendige behandling der. Det er på vej!, skriver Donald Trump.
Landry bekræfter i en kommentar på det sociale medie X, at han er involveret i opgaven.
– Mange tak, præsident Donald Trump. Stolt over at arbejde sammen med dig om denne vigtige opgave, skriver Landry.
Donald Trumps opslag er tilføjet et AI-genereret billede af et hospitalsskib med navnet USNS Mercy og et amerikansk flag. Det sejler mod en solopgang eller -nedgang.
USNS Mercy ligger ifølge skibsovervågningssiden Vesselfinder forankret i kystbyen Mobile i den amerikanske delstat Alabama.
Præsidenten uddyber ikke, hvilke syge mennesker der er tale om. Han deler heller ikke andre informationer.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) siger søndag morgen til P1 Morgen, at Danmark ikke er orienteret om, at der skulle være et hospitalsskib på vej til Grønland.
Han understreger derudover også, at den grønlandske befolkning får den sundhedsbehandling, den har brug for.
– Hvis der er brug for en særlig behandling, så får de den i Danmark, siger han.
Ritzau har bedt Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet om en kommentar.
Meldingen fra Trump kommer, efter at et besætningsmedlem fra en amerikansk ubåd lørdag eftermiddag blev evakueret af Arktisk Kommando i Grønland. Det skrev det grønlandske medie KNR.
Besætningsmedlemmet havde ifølge KNR behov for akut medicinsk behandling.
Evakueringen foregik med helikopter i farvandet ud for Grønlands hovedstad, Nuuk. Personen blev overført til de grønlandske sundhedsmyndigheder og sygehuset i Nuuk.
Donald Trump har flere gange presset på for, at USA kan overtage Grønland, men er blevet afvist af både Danmark og Grønland. Præsidenten mener, at Grønland er vigtig af hensyn til den nationale sikkerhed.
Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, har tidligere luftet planer om at besøge Grønland i marts. Det skete i et interview med mediet Fox News i midten af januar.