Sæt kryds i kalenderen: Grøn vender tilbage efter rekordår

Festivalturnéen Grøn vender i 2026 tilbage på otte festlige dage efter et år, hvor billetterne blev revet væk på rekordtid.

Sidste år var et rekordår for den turnerende festival Grøn – tidligere kaldt Grøn Koncert.

Tuborg og Muskelsvindfonden kunne allerede på førstedagen for billetsalget, den 3. april, melde udsolgt i fem af de otte byer på turnéplanen.

41 dage senere var hele Grøn 2025 udsolgt – hurtigere end nogensinde før og for tredje år i streg.

Samtidig blev publikumsrekorden slået, da hele 199.000 gæster festede med i løbet af sommeren.

I 2026 vender Grøn tilbage med musik og gode stunder fra den 16. til den 26. juli.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Grøn i Tårnby 2025. Arkivfoto.

Danmark rundt på otte dage

Grøn har taget mere eller mindre den samme rute gennem Danmark siden 2017, hvor man smed ‘Koncert’ fra navnet, droppede Randers fra turnéplanen og tilføjede en ekstra koncert i Hovedstadsområdet.

Det er derfor måske ikke så overraskende blevet til et genvalg i år for de otte byer, der i 2025 leverede et vanvittigt rekordår.

Turnéen starter dermed også i 2026 i Tårnby, hvor Øresundsparken agerer festivalplads til første stop torsdag den 16. juli.

Herefter går turen som vanligt til Jylland, hvor Kolding, Aarhus og Aalborg får besøg de kommende tre dage.

Efter søndagens koncert holder Grøn-karavanen en lille pause og dukker op igen i Esbjerg torsdag den 23. juli.

Den vestjyske by blev sidste år ramt af et voldsomt vejr, der betød at man måtte afbryde koncerten. Derfor krydser arrangørerne selvfølgelig fingre for, at vejret arter sig bedre i år.

I de sidste dage af Grøn 2026 går turen til Odense fredag, hvorefter det hele afsluttes på Sjælland med koncerter i Næstved og Valby i weekenden.

‘En historisk god periode’

I 2023 kunne Grøn fejre 40-års jubilæum og samtidig melde udsolgt til alle otte koncerter for første gang nogensinde.

Den store bedrift blev gentaget i de to efterfølgende år.

Om det imponerende billetsalg fortsætter i 2026, vil tiden vise, men hos Muskelsvindfonden, der nyder godt af overskuddet fra Grøn, håber man selvfølgelig på, at den positive stime fortsætter.

“Grøn har været inde i en historisk god periode, når det kommer til billetsalget, så vi krydser alt, hvad vi har for, at den positive udvikling fortsætter i 2026,” udtaler Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, i en pressemeddelelse.

Kunstnerne til dette års Grøn er endnu ikke blevet afsløret, men traditionen tro kan man forvente en række store danske navne.

Sidste års plakat bød på Alphabeat, Benjamin Hav, Medina, Suspekt, Kalaset, Pil, URO og Gilli.

Billetsalget starter i år den 8. april klokken 7.00.

Korte videoer