I går aftes blev det besluttet, hvem der overtager pladsen som socialdemokratisk folketingskandidat i Aarhus Østkredsen.
Den mangeårige socialdemokratiske repræsentant på Christiansborg Jens Joel meldte den 28. december 2025 offentligt, at hans tid i Folketinget snart er forbi.
Det gjorde han i et Facebook-opslag.
“Næste år skal der være folketingsvalg. Denne gang uden mit navn på stemmesedlen,” skrev han mellem jul og nytår.
Når danskerne næste gang går til stemmeurnerne, slutter dermed Jens Joels omkring 15 år lange periode i Folketinget.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Med et valg, der ikke bare banker, men hamrer på døren, er det nu klart, hvem der overtager Jens Joels plads som folketingskandidat i Aarhus Østkredsen.
Beslutningen faldt i går aftes.
Det er tidligere formand for Danske Regioner Anders Kühnau, som overtager stafetten.
“I aften er jeg blevet valgt som ny socialdemokratisk folketingskandidat i Aarhus Østkredsen. Jeg afløser Jens Joel, som har gjort en stærk indsats for vores folkestyre igennem mange år som folketingsmedlem, og jeg er både stolt og ydmyg over den tillid, jeg har fået fra kredsens medlemmer. Af hjertet tak,” lyder det fra Anders Kühnau i et opslag på Facebook.
Jens Joel kalder Anders Kühnau for en “stærkt repræsentant”.
“Jeg er fuldstændig overbevist om at Anders med sin brede erfaring og store engagement vil blive en stærk repræsentant på Borgen,” skriver Jens Joel på Facebook.
