Ifølge politiet er der glat føre og kraftig snefygning på stedet, hvilket har medvirket til, at flere uheld er sket i området.
To personer er kommet til skade i forbindelse med flere færdselsuheld på Sønderborgmotorvejen nord for Kværs søndag aften.
Det oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.
Ifølge oplysninger på meddelelsestjenesten Politi Update er der sket flere uheld samme sted, hvor der samtidig har været glat føre og en del snefygning.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Motorvejen blev i forlængelse af uheldene spærret, mens politi og redningsmandskab arbejdede på stedet. Omkring klokken 23.00 lød det dog fra Syd- og Sønderjyllands Politi, at politiet var færdige på stedet, og at motorvejen igen var genåbnet for trafik.
Der er ifølge Ekstra Bladet ingen meldinger om alvorlig tilskadekomst i forbindelse med uheldene.
Årsagen til sammenstødene er endnu ikke endeligt fastlagt, men det formodes, at snefygning og lav sigtbarhed kan have spillet en rolle, skriver mediet videre.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har søndag udsendt et varsel om snefygning i løbet af mandagsdøgnet.
‘Tre til otte centimeter ny sne og en jævn til hård vind kan medføre snefygning i Jylland, på Fyn og Bornholm mandag,’ lyder det fra DMI.
LIGE NU: Stor eksplosion centralt i byen




