Traditionen tro blev ‘skrællingerne’ i vinterbadeklubben Det Kolde Gys døbt i det iskolde vand ved Helgoland Søbadeanstalt.
I den seneste tids bidende kolde vintervejr er det nok de færreste, der tænker på at tage en dukkert på den lokale badeanstalt.
Men for medlemmerne i vinterbadeklubben Det Kolde Gys er minusgrader og is på vandet det rene guf.
Derfor var humøret også højt, da klubbens ‘skrællinger’ skulle døbes i det iskolde vand ved Helgoland Søbadeanstalt på Amager.
Det årligt tilbagevendende event blev som altid lidt af et tilløbsstykke med farverig udklædning og et stort publikumsfremmøde.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Som juleaften for en femårig’
Ifølge et opslag på Det Kolde Gys’ Facebook-side var lørdagens dåb den første i 14 år, hvor det var nødvendigt at lave hul i isen for at døbe ‘skrællingerne’.
Og som de selv siger i Det Kolde Gys, er grødis for en vinterbader ‘som juleaften for en femårig’.
I deres Facebook-opslag forud for dåben opmuntrede vinterbadeklubben til, at medlemmerne skulle tage hele gaden og Amager med.
Og det virkede da også nærmest til at være tilfældet.
Der var i hvert fald godt fyldt op med tilskuere omkring badehullet, hvor dåben fandt sted.
Iført huer, jakker og handsker kunne publikum se på, mens ‘skrællinger’ klædt ud som alt fra fedtmule til viking begav sig ud i det kolde vand.
To og to – og i nogle tilfælde i lidt større grupper – skiftedes de festklædte vinterbadere til at lade sig døbe af Kong Neptun i et hul i isen.
Dermed er de nu ægte vikinger og skjoldmøer og anses ikke længere som begyndere i Det Kolde Gys.
Traditionen har holdt ved i flere årtier, men blev aflyst i 2021 og 2022 grundet coronapandemien.




















