Choktrend: Livsvigtig medicin ender som farlig rus

Illustrationsfoto

En anden type medicin ses nu blive misbrugt som rusmiddel.

53 personer blev ifølge Center for Rusmiddelforskning sidste år indlagt efter at have brugt epilepsimedicin i en måned op til indlæggelsen.

Over halvdelen af dem var unge mellem 15 og 25 år.

Det skriver DR.

Også Giftlinjen ser tilfælde af unge, der bruger epilepsimedicin som rusmiddel.

Afdelingslæge Mikel Alberdi-Saugstrup på Herlev Hospital fortæller til DR, at han i januar tilså tre unge patienter, der havde taget epilepsimedicin.

Sådan var det ikke for et halvt år siden.

– Risikoen for forgiftninger er meget betydelig, så jeg synes, at børn og unge skal holde sig langt væk fra Lyrica og lignende produkter. Det er receptpligtig medicin og på ingen måde rusmidler, advarer han ifølge DR.

Af brancheorganisationen Danmarks Apotekerforening fremgår det, at Lyrica er et middel mod epilepsi, angsttilstande og nervesmerter.

I december indgik Sundhedsstyrelsen og rådgivningsplatformen netstof.dk en aftale, der skal gøre det lettere for unge at få anonym hjælp til og rådgivning om afhængighed af stoffer, herunder receptpligtig medicin.

Korte videoer