Borgere, der ikke reagerer på henvendelser fra Fogedretten, risikerer at blive opsøgt og anholdt af politiet.
Syd- og Sønderjyllands Politi advarer nu borgere om alvorlige konsekvenser, hvis de undlader at reagere på breve fra Fogedretten.
Ifølge politikredsen kan manglende svar føre til, at politiet opsøger borgerne med henblik på anholdelse og fremstilling i Fogedretten.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Advarslen fremgår af en pressemeddelelse, hvor politikommissær Claus Maigaard kraftigt opfordrer borgerne til at tage henvendelserne alvorligt og selv møde op.
Politiet understreger, at formålet ikke er at skabe utryghed, men at sikre, at sagerne bliver håndteret korrekt og rettidigt.
‘Vi håber, at borgerne hurtigst muligt selv møder i Fogedretten, så de undgår, at vi kommer og anholder dem enten hjemme eller på deres arbejdsplads’, siger politikommissæren i pressemeddelelsen.
Advarslen er særligt rettet mod borgere i Varde Kommune, hvor politiet oplever, at flere breve fra Fogedretten ikke bliver besvaret.
Ifølge politikredsen kan borgere med udeståender møde personligt i retten på Dokken 1 i Esbjerg om fredagen mellem klokken 9 og 12 for at få forholdene afklaret.
Politiet oplyser samtidig, at man for nylig gennemførte en lignende indsats i Haderslev og Vejen, hvor 24 personer blev anholdt og bragt til Fogedretten.
