Elcyklen kan koste dig dyrt: Risikerer bøder på 15.000 kroner

Politiet oplever flere børn helt ned til 12 år på ulovligt tunede elcykler. Kører de for stærkt, kan regningen ende hos forældrene.

Med få tryk på cyklens display kan en elcykel tunes, så den kan køre op mod dobbelt så hurtigt som den tilladte grænse.

Det giver store udfordringer i trafikken, hvor politiet nu oftere stopper børn og unge på ulovlige elcykler.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Ifølge politiet bliver der konstateret hastigheder på op mod 40–50 kilometer i timen på cykler, der ellers kun må køre maksimalt 25 kilometer i timen med el-assistance.

Er føreren under den kriminelle lavalder, kan bøden på mellem 10.000 og 15.000 kroner i stedet blive rettet mod forældrene.

“Hvis man er under 15 år, er det forældrenes ansvar, at man ikke kører på noget, der går for stærkt. Som hovedregel vil vi sigte forældrene for at have overdraget cyklen til barnet”, siger politiassistent Mads Kristiansen fra Fyns Politi til TV 2 Fyn.

Kontrollerne har blandt andet fundet sted på Fyn, hvor politiet oplever, at børn i alderen 12 til 15 år kører rundt på elcykler, der reelt kan matche en knallerts fart, uden krav om kørekort eller uddannelse i færdsel.

Se også
Lille dreng hevet ind i buskads: 36-årig ville ‘have spillet den af’

Politiet peger på, at problemet især opstår, når unge cyklister pludselig bevæger sig med 40–45 kilometer i timen i trafikken.

Andre trafikanter forventer ganske enkelt ikke den hastighed, hvilket kan føre til alvorlige uheld.

Ifølge Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital er antallet af ulykker med elcykler steget med 63 procent over de seneste to år. I samme periode er antallet af elcykler i trafikken dog også steget markant.

Ud over bøden konfiskerer politiet den ulovligt tunede elcykel.

Korte videoer