Dommer hørte frustrerede avlere fortælle om at skulle slå deres “livsværk og fremtid” ihjel med egne hænder.
Organisationen Bæredygtigt Landbrug har besluttet at anke en dom om aflivning af mink til Østre Landsret.
Tre tidligere minkavlere har stævnet Fødevarestyrelsen med en påstand om erstatning for påbuddet om at aflive alle mink.
Retten i Glostrup frifandt styrelsen i en dom 16. december, men organisationen anker på vegne af de tre avlere afgørelsen til landsretten. Det fremgår af en pressemeddelelse fredag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Påstanden er, at påbuddet fra 6. november 2020 var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
I organisationen undrer seniorjurist Oskar Verdoner Møller sig over, at byretten ikke mener, at de tre tidligere avlere har en såkaldt retlig interesse i sagen.
– Det synes åbenlyst, at minkavlerne har en aktuel og væsentlig interesse i at få prøvet, om et ubestridt ulovligt myndighedspåbud krænker Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, udtaler han i pressemeddelelsen.
De tre avlere havde farme uden smittede dyr og uden for smittezonerne.
I dommen har Retten i Glostrup noteret, at den er enig med Minkkommissionen i, at Fødevarestyrelsen ikke havde hjemmel til at udstede påbuddet 6. november.
Dommeren skriver, at han ikke har grund til at betvivle forklaringerne om, at de tre avlere fik det rigtigt skidt, og at de var frustrerede over at skulle slå deres “livsværk og fremtid” ihjel med egne hænder.
Fire dage senere – altså 10. november – beklagede styrelsen det tidligere påbud. Der var kun tale om en opfordring til at aflive af hensyn til folkesundheden, lød det.
Denne tilbagetrækning af påbuddet fik ikke de tre avlere til at indstille aflivningen, fastslår byrettens dommer.
Derfor er de ikke berettiget til erstatning, konkluderer han i afgørelsen fra december.
Da de ikke blev påvirket af det ulovlige påbud, har de ingen retlig interesse i at få afgjort, om det var i strid med menneskerettighederne, og med den begrundelse afviste dommeren i øvrigt sagen.
Nu bliver det altså Østre Landsrets tur. Hvornår det sker, vides endnu ikke.
Bæredygtigt Landbrug er en interesseorganisation, der blandt andet arbejder for at sikre økonomiske interesser for medlemmerne, der består af omkring 3000 landmænd.
Organisationen har blandt andet støttet op om traktordemonstrationer, der har kritiseret miljøreguleringer i landbruget.

